Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En grå dag for musikken

Internettets musikgræsrødder forenes i en enestående koordineret protest mod pladeindustrigiganterne generelt og sagsanlægget mod det kritikerroste 'The Grey Album' især. Et album, der blander Beatles' hvide album med rapperen Jay-Z's 'The Black Album'.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Bannere og slagord. Fakler for fred og taler fra ladvogne. Tusindvis af borgere samlet i det offentlige rum. Sådan har vi lært at demonstrere. Men vreden har de sidste par år fundet et virtuelt udtryk, og det kan ses ved selvsyn og i enestående koordineret udgave i dag på hundredvis af hjemmesider. Det er nemlig Grey Tuesday. Dagen hvor musikkens subkulturelle og aktivistiske rødder for første gang i denne målestok demonstrerer deres vrede mod de multinationale pladegiganter generelt og en enkeltsag i særdeleshed ved at tilbyde downloadning af et ulovligt musikværk dagen igennem - og i øvrigt lade deres sites være klædt i gråt. Ikke en tilfældigt valgt farve, men løftet fra stridens æble, den 26-årige amerikanske Dj Danger Mouses album 'The Grey Album'.

Brian Burton fra Atlanta alias Dj Danger Mouse fik egentlig bare en rørende enkel ide. Inspireret af titlen på stjernerapperen Jay-Z's 'The Black Album' fra sidste år valgte han at mixe vokalerne herfra med samplinger fra Beatles' 1968-dobbeltalbum, der går under navnet 'The White Album'. Et voila: 'The Grey Album'. Et album helt i hiphoppens storsamplende ånd, og også et eksempel på den såkaldte mashupmusik, hvor to (eller flere) stykker musik lægges oven i hinanden uden at nogen af dem mister deres genkendelighed.

Umiddelbart lyder det måske som en åbenlys copyrightprovokation, men 'The Grey Album' er faktisk et pletvis fremragende album i sin egen ret og et meget konsekvent kunstværk i den stadig voksende remixkultur. Men dér hvor nogen hører kunst, der hører andre »... unfair konkurrence og udvanding af vor værdifulde ejendom«, som beskrivelsen lyder i et af de breve, der er blevet sendt til Brian Burton, til internetudbydere og til pladeforretninger fra Legal and Business Affairs i EMI Recorded Music, som bestyrer Beatleskataloget. Breve, der forklarer, at man bør fjerne mp3-filerne og pladerne fra sites og butikshylder. Ellers vil et juridisk helvede bryde løs - selvfølgelig formuleret i pænt kancellisprog.

»En ting, der er rigtig godt ved 'The Grey Album', er, at det illustrerer vores holdninger for os: Så snart folk hører det, ved de, at det er ægte kunst«, skriver det musikaktivistiske website Downhill Battle, der har orkestreret 'Grey Tuesday'. »Så når EMI's advokater forsøger at censurere den her plade, så kan alle se, at de ikke forsøger at beskytte musik, men bare forsøger at kontrollere den«.

Kulturelt arvegods
Mange kritikere i USA er enige i sitets kvalitetsvurdering, og 'The Grey Album' er da også indiskutabelt noget andet end summen af sine elementer, samtidig med at begge parter i mixet kommer til deres ret. 'Justify My Thug' tilføres poesi af akustisk guitar og mundharmonika fra 'Rocky Raccoon', som hvirvler rundtosset rundt i smukke loops om Jay-Z's rap. 'Oh yeah'-sang og orgelhug fra 'Glass Onion' forlener 'Encore' med et indædt 60'er-drive. Og fra den henførte 'Julia' sønderklipper Dj Danger Mouse både guitar og John Lennons 'aah' til en flimrende smuk kollage, der hakker mod de sikkert udstansede vokale bredsider fra 'Dirt Off Your Shoulder'.

'Grey Album' er ikke et desperadogimmick, men fortolkning af kulturelt arvegods med den kunstneriske integritet intakt - som Warhol, der malede skrigfarver på Monroe- og Margretheportrætter eller Marcel Duchamp, der skriblede profant overskæg på Mona Lisa. Som moderne musikere som Richard X og Dj Shadow klipper sig gennem både poparv og obskure vinylplader - men får det clearet ad juridisk vej, inden de udsender det. Det var nok aldrig lykkedes Dj Danger Mouse. »Advokaterne og bureaukraterne hos EMI har vist nul fleksibilitet og ikke et gran af interesse for den kunstneriske signifikans i det her værk«, står der i 'Grey Tuesday'-kampskriftet.

På begge sider af generationskløften, som albummet skræver over, er der også sympati. Michael Donnelly, en Beatlesfan, som var med til at organisere 40-års jubilæumsbegivenhederne for Fab Fours første besøg i USA, siger til cnn.com: »Jeg synes, at 'The Grey Album' er en fuldstændig fantastisk og genuint frisk måde for hiphopgenerationen at lytte til Beatles på«. Og Chad Hugo fra Neptunes, der producerede to numre på 'The Black Album' nikker anerkendende til 'The Grey Album' på MTV.com med ordene: »This is dirty«.

Tilbud om remix
Det var faktisk oprindelig Jay-Z, der satte lavinen i gang. I december udgav han en a capella-version af 'The Black Album' med det klare formål at gøre det nemt for alverdens producere og dj's at lave deres egen instrumentale underlægning til ordsalverne. 'Remix the hell out of it', som Jay-Z ifølge sin faste tekniker Young Guru selv formulerede det (ifølge mtv.com). Den overordentlig entreprenante businessmand har ikke overraskende afholdt sig fra at kommentere miseren. Og der er en smuk logik i, at det netop er en hiphopstjerne, der nu er en del af en ny copyrightstrid, for hiphop var og er i sit udgangspunkt storsamplende. Det var således en hiphopgruppe, der var de første til at få ørerne i det juridiske maskineri.

Sugarhill Gang blev i 1979 sagsøgt af Chic for at have nakket store dele fra 'Good Times' - og måtte betale kompensation. Mens sagen, der for alvor tvang hiphopproducere til at modificere musikalsk praksis, stammer fra 1992, da Gilbert O'Sullivan sagsøgte Biz Markie for at have stjålet omkvædet fra 'Alone Again (Naturally)'. Dommen tvang nemlig Biz Markies pladeselskab til at trække pladen tilbage fra markedet.

Men i mellemtiden er en ny generation af samplerkunstnere, der ikke frygter juridiske repressalier - fordi der er så få penge involveret i deres aktiviteter - vokset frem, og striden er blusset op. »'The Grey Album' er en af tusinder af legitime og værdifulde bedrifter, som er blevet kvalt af pladeindustrien - for slet ikke at tale om alle dem, som aldrig er blevet forsøgt på grund af det nuværende juridiske klima. Vi kan ikke tillade, at disse virksomheder bliver ved at censurere kunst; vi har brug for fornuftige reformer af copyrightloven«, står der i 'Grey Tuesday'-kampskriftet.

'The Grey Album' nåede at blive trykt i 3.000 eksemplarer, inden EMI fik stoppet salget, men i dag er det koordineret civil ulydighedsdag på nettet, og hundredvis af sites tilbyder albummet til downloadning. Civil ulydighed har allerede via Napster og andre peer to peer-netværk som Kazaa og Audio Galaxy kostet pladeindustrien milliarder. Deres reaktion var og er at sætte hårdt ind og sagsøge folk ind i gældsfængsler og tvangslukke sites. Og zero tolerance er stadig strategien. Men som 'Grey Tuesday' markerer, har pladeselskaberne opbrugt sympatien hos en ny internetliberal skare. De mere aktivistisk engagerede forbrugere begynder at udnytte den magt, de uomtvisteligt har, når de forener sig. Tanken vil afstedkomme en del nervøse trækninger rundt omkring i direktionslokalerne. På denne grå dag.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden