0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kim Skotte: Hvad er det perfekte soundtrack?

Soundtracket er tilbage på toppen af hitlisten, hvor den slags engang var fast inventar.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Alison Rosa/AP
Foto: Alison Rosa/AP

Davis. Coen-brødrenes seneste film handler om den vrantne folkemusiker og nasserøv Llewyn Davis (imponerende spillet af Oscar Isaacs her i en scene med Justin Timberlake), der trisser rundt på folk-scenen i New York i de tidlige 60'ere.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I USA er vintervejret rykket helt ind på hitlisterne, hvor soundtracket til Disney-filmen ’Frozen’ (’Frost’) har forstødt selveste Beyoncé fra toppen af Billboards album-hitliste.

Da soundtracket til Coen-brødrenes ’Inside Llewyn Davis’ samtidig indtager en respektabel plads som nr. 14, er det lige før, man føler sig hensat til de gode, gamle (og indimellem temmelig gyselige) dage især i de tidlige 90’ere, da anstændige folk endnu kunne begynde dagen med en forfriskende dukkert i pengetanken og soundtracks herskede på hitlisterne.

Soundtracks var big business. Selv den mest snoldede film havde et soundtrack med tidens fede hits.

Ikke sjældent var forbindelsen mellem film og albumudgivelse mildest talt så postuleret, at man kunne få indtryk af, at filmen var en halvdårlig undskyldning for at flikke et populært soundtrack sammen. Det var ikke nødvendigvis de bedste film, som havde de bedste og mest lukrative soundtrack.

Historiens bedst sælgende soundtrack er således ’The Bodyguard’ fra 1992, men næppe mange vil påstå, at filmen med Whitney Houston og Kevin Costner er et mesterværk af de store. Men Whitney var hot, forretningen gik strygende, og synergieffekten var i top mellem film- og musikbranche. Siden er det jo især for sidstnævnte gået en anelse ned ad bakke med omsætningen.

Men selv om det efterhånden er sjældent, at de præger toppen af hitlisterne, hænger lydsporene på. Albummet er måske nok i krise, men biograferne boomer, og lige nu vælter det ud med lydspor til biografaktuelle film. Selv om de fleste af dem symptomatisk nok kun udbydes som digital download.

Forglemmelig Disney ’Frozen’ er et nyklassicistisk Disney-soundtrack. Lige så tidløst som kønsløst. Specielt designet til senere at vække genkendelsens glæde hos de småfolk, som her og nu måtte knytte sig til filmen. Ligesom de voksne kvinder sidst i tyverne, der i dag kan mærke fiskehalen slå et smut, når sangene fra ’Den lille havfrue’ dukker op fra Mindernes Hav.

’Frozen’ leveres til danske døre med danske stemmer. Der er tale om profesionelt arbejde fra A til Z af komponistparret Robert Lopez og Kristen Anderson-Lopez, men noget forglemmeligt i sangskrivningsdepartementet, hvis man sammenligner med fordums kraftpræstationer.

Hvor den sene kulmination må siges at være ’The Lion King’ med Hans Zimmmers score fra 1994, som med 10 mio solgte eksemplarer indtager 6. pladsen blandt alletiders mest solgte soundtracks.

Lidt længere nede ad selv samme liste finder man på 11. pladsen Coen-brødrenes ’O Brother, Where Art Thou’. Det var albummet og filmen, der gjorde Alison Krauss til stjerne, og hvor George Clooney (dog ikke i virkeligheden) sang for på ’Man of Constant Sorrow’ i spidsen for The Soggy Bottom Boys (skønt fordansket til De Dyngvåde Buksedrenge!).

Med ’Inside Llewyn Davis’ er Coen-brødrene ude med deres mest musikmættede film til dato. Filmen handler om den vrantne folkemusiker og nasserøv Llewyn Davis, som lige inden Bob Dylans ankomst trisser rundt på folk-scenen i New York i de tidlige 60’ere. En scene præget af Peter, Paul & Mary, Pete Seeger og en hoben dybt glemte folkemusiktalenter, der øjeblikket efter skulle blive blæst bort af Dylan, The Beatles og rockmusikken.

Men dengang var genopdaget traditionel folkemusik med fuldskæg og sømandsjakke det cool shit, og soundtrack-albummet produceret af Coen-brødrene og T-Bone Burnett er en skønt gennemført pastiche på datidens musik.

Et enkelt Dylan-nummer er med af pædagogiske årsager, men ellers er det sange af A.P. Carter, Tom Paxton og traditionals. Justin Timberlake lægger sine statsanerkendte vokaltalenter bag klassikeren ’Five Hundred Miles’ og den kostelige parodi ’Please Mr. Kennedy’, men først og fremmest imponerer filmens hovedrolleindehaver Oscar Isaacs. Hvis ikke han havde succes som skuespiller, ville han kunne begå sig udmærket som folkesanger.

Et smukt album, hvor film og musik i sagens natur hænger en hel del tættere sammen end på langt de fleste soundtrack.

Fra bunden til toppen

I hvert fald en hel del tættere sammen end på soundtracket til Martin Scorseses ’The Wolf of Wall Street’. Scorsese er en fantastisk filmskaber og en stor musikelsker. Scorsese har foruden sine mange spillefilm også begået musikfilm om og med George Harrison, The Band, Rolling Stones, en berømmet tv-serie om bluesmusikkens historie. Men i ’The Wolf of Wall Street’ har han overladt ansvaret til sin gamle ven fra The Band, Robbie Robertson.

De to mænd har en fælles kærlighed til blues, og sammen har de ladet den løbe helt af med sig. Musikken strider helt bevidst lodret imod filmens tidsbillede. Jeg synes ikke, det virker. Jo, det er da fedt, når Eartha Kitt synger ’C’est si bon’, men Elmore James og Willie Dixon har ikke en disse med sagen at skaffe. Der er masser af blues og ruskende r&b på et lydspor, hvor det skulle have været snask, glitter og vulgær overflade.

LÆS ARTIKEL

Snasket befinder sig til gengæld som en slimet fisk i vandet på soundtracket til ’Anchorman 2’. Will Ferrell er tilbage som den bordeauxklædte ’radiopersonlighed’ Ron Burgundy fra Channel 4 Newsteam, og sammen med Robin Thicke optræder den lige så uklædelige som ukuelige komiker på et soundtrack, hvor man som lytter regelmæssigt må bryde sammen i nasal sprutten.

Annonce

Det er sjovt, og det er sjofelt. Det er den fede disco og den oppustede gallarock udsat for diverse smagløse snigløb. Det er rock’n’comedy i grimt tøj og helt sikkert en smagssag. Jeg er med!

Men hvad er så det perfekte soundtrack? Et svar kunne være et soundtrack, hvor musikken er i samklang med fortællingens tema og tonefald. Hvor musikken indlejrer sig i fortællingen, illustrerer den, løfter dens emotionelle pointer og ikke går i vejen. Og som man gider at høre mange flere gange, end man orker at se filmen.

Et sådant soundtrack er musikken til Ben Stillers ret skønne nye film ’The Secret Life of Walter Mitty’. Musikken er afvekslende, men den er grundlæggende følsom indie-cool fra Brooklyn til Reykjavik.

LÆS

Hovedleverandør er José Gonzalez, der med hjælp fra bl.a. det islandske band ’Of Monsters of Men’ giver et afvæbnende, opløftende og vanedannende musikalsk stemningsportræt af sindstilstanden Walter Mitty.

Læs mere:

Læs mere

Læs mere