En kirke i Østjylland er blevet udsat for et usædvanligt stolekup.
Thorsager Kirke i Rønde har natten til torsdag mistet 143 Kaare Klint-stole, oplyser politiet.
Indbrudet fandt formentlig sted klokken 3.00.
Gerningsmændene har efter al sandsynlighed haft brug for en varevogn, en lastbil eller lignende til at transportere stolene i, og politiet hører meget gerne fra vidner, der har set mistænkelige køretøjer eller personer ved kirken omkring gerningstidspunktet.
Stolene, der blev stjålet, er af modellen ’Kirkestolen’ og produceret i 1950’erne. De er udført i eg, lakeret brune med transparent lak og har lyse sæder i flettet papirgarn, fremgår det af en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.
»Det er et meget stort antal stole, der er stjålet, og som nu skal afsættes. Derfor vil vi meget gerne høre fra private eller professionelle forhandlere, som får tilbudt et parti af den type stole«, siger politikommissær i Østjyllands Politi, Anders Schouby.
ritzau/nyheder@politiken.dk
fortsæt med at læse








