Kang-seng – sov på en brændeovn
Det er hundekoldt i det nordlige Kina, og derfor er nogle traditionelle huse indrettet med en såkaldt kang-seng – en seng bygget op af mursten eller brændt ler oven på en brændeovn. Nogle kang-senge bliver opvarmet med varm luft kanaliseret fra et komfur i et tilstødende køkken og ind i konstruktionen under sengen. De traditionelle kang-senge bruges til ophold – også i dagtimerne, så det er også her, middagen bliver indtaget.
Kinesisk reb-seng
En traditionel kinesisk seng er lavet af vævede reb over en ramme. Herover lægger man en tynd madras eller et tæppe. Den fungerer som en slags udspændt hængekøje og skulle være forholdsvis komfortabel efter kinesisk standard. Efter sigende skulle kineserne kunne lide at sove på et hårdt underlag og mener, at det er godt for kroppen.






