0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nytårstilbud: Følg med i Politiken hele året for kun 2021,- Køb nu

Hun vil ha' det hele: Som en sulten kat slikker og slikker hun den klæbrige hvide substans

Efter to års tiltrængt #MeToo-opsang gør det godt med en seriøs gang pussypower. Forestillingen ’Brøgger’ med Jeanett Albeck er en sanseboblende sang til kvindelig lyst og livsudfoldelse, skriver teateranmelder Monna Dithmer i denne klumme.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Sara Galbiati
Foto: Sara Galbiati

Helt bogstaveligt bøjer Jeanette Albecks Brøgger-figur 'EROS' i neon, fuld af liderlig livslyst og aldeles uforfærdet.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En voldtægt er ikke nogen sexscene – bestemt heller ikke når den kommer fra en Brøggers mund.

Efter to år med #MeToo må det være gået op for hver en klaphat, at der i det hele taget er grænser for, hvor ’lystfuldt’ det som kvinde kan opleves at blive trynet med klap i numsen, klamme tilråb og alt det andet, kvinder »selv er ude om«. Så vidt er vi kommet, at et bredt flertal af politikere i Folketinget omsider er parate til at ændre lovteksten om, hvad man skal forstå ved ordet voldtægt. Et sted skal man jo begynde.

Spørgsmålet er ikke desto mindre, hvor dybt kønsdebatten herhjemme har sat sine spor hos både magtelite, hr og fru Hakkebøf samt medier, der har været vilde med at udenomssnakke om krænkelseskultur, snarere end reelt – bortset fra spektakulære enkeltsager – at undersøge privilegieblindhed, magtmisbrug og strukturel ulighed mellem kønnene. Åbenbart er enhver hunhund nu så krænkelsesparat, at sexlivet truer med at tørre fuldstændig ud.

Men lige så nødvendigt det er at fastholde et #MeToo-fokus på alt det, kvinder ikke længere vil finde sig i, er det også tiltrængt at fremmane en anden side af billedet: kvinder, der står ved deres egne lyster. Tør vi det?

Derfor har forestillingen ’Brøgger’ på Østerbro Teater været en gave, en frydefuld invitation til eftertanke. Styrken ved den sanselige rundtur i den yngre Suzanne Brøggers univers beror ikke mindst på, at den formår at balancere mellem en historie om at blive gruppevoldtaget af en flok politimænd i Uzbekistan og samtidig være en swingende, boblende sang til kvinders lyst og livsudfoldelse.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce

Forsiden