Premieren på den franskpolske instruktør Roman Polanskis nye film blev aflyst i Paris, da demonstranter blokerede indgangen efter nye beskyldninger om voldtægt imod instruktøren.

Vrede demonstranter blokerer premieren på voldtægtsanklaget instruktørs nye film med romerlys

Henved 40 sortklædte demonstranter blokerede tirsdag aften indgangen til biografen i Paris, hvor Roman Polanskis film 'J'accuse' skulle have premiere. I stedet beskyldte de ham på skilte for flere tilfælde af voldtægt.  Foto: Christophe Archambault/Ritzau Scanpix
Henved 40 sortklædte demonstranter blokerede tirsdag aften indgangen til biografen i Paris, hvor Roman Polanskis film 'J'accuse' skulle have premiere. I stedet beskyldte de ham på skilte for flere tilfælde af voldtægt. Foto: Christophe Archambault/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Der blev ingen gallepremiere på instruktøren Roman Polanskis nye film ’J’accuse’ (’Jeg anklager’) tirsdag aften i den parisiske biograf ’Le Champo’, hvor alt ellers var stillet og stadset op til verdenspremieren.

Arrangementet blev aflyst, da 40 demonstranter i en times tid havde blokeret indgangen klædt i sort og med røde romerlys i hænderne samt skilte med navnene på 6 kvinder, som har beskyldt Roman Polanski for at have voldtaget dem.

Senest anklagede fotografen Valentine Monnier i fredags i avisen Le Parisien den 86-årige Roman Polanski for i 1975, da Valentine Monnier var 18 år, at have kaste sig over hende i sin skihytte i Schweiz. Og hendes gengivelse af, hvad der gik for sig, svarer nøje til, hvad hun efter den påståede voldtægt fortalte en af sine venner, har vennen bekræftet.

»Jeg troede, jeg skulle dø. Chokket, advarsler og min ungdom gjorde, at jeg ikke stod frem. Jeg havde en følelse af afmagt, for Frankrig havde gjort ham urørlig«.

Den 86-årige Roman Polanski afviser, at han skulle have voldtaget fotografen, og han overvejer angiveligt at sagsøge Le Parsien, som offentliggjorde beskyldningerne. Men før denne seneste anklage imod Roman Polanski, har 5 andre kvinder beskyldt ham for voldtægt, og en gammel sag fra USA klæber fortsat til hans navn.

En sag, hvor han i 1977 erkendte sig skyldig i seksuelt samkvem med en mindreårig, men dernæst flygtede fra USA, hvor myndighederne siden forgæves har krævet ham udleveret.

Nils Thorsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her