Efter at have hørt så meget godt om filmen ’Joker’ – ikke mindst om Joaquin Phoenix’ hovedrollepræstation – var jeg glad for ikke at blive skuffet, da jeg endelig fik den set i biografen. Glad for filmen, ja, men samtidig foruroliget, nærmest rystet, over den to timer lange historie om, hvordan Arthur Fleck blev til Joker gennem et liv med mishandling, ydmygelser og psykisk sygdom i et samfund i opløsning. Det skulle være mærkeligt, hvis ikke der var Oscars i vente her.
Meget er skrevet om filmens karakteristik af hovedpersonens lidende sind og om dens portræt af stigende social ulighed, hvor de rige bliver rigere, fællesskaberne opløses, og en udgrænset underklasse reagerer med vold på undertrykkelsen. Mindre er skrevet om hele den kritik af tidens positivitets- og lykketvang, som kommer til udtryk i filmen. Det er ellers et aspekt, der ligger ligefor.
