Svend Brinkmann blev rystet af den to timer lange historie om Arthur Fleck, der bliver til Joker. »’Joker’ kan ses som en moderne tragedie, der viser den groteske endestation for lykkekulturen«, skriver han i denne klumme.

Svend Brinkmann: Skal vi finde os i at skulle smile, bare fordi det kan betale sig?

Foto: Peter Hove Olesen/POLFOTO
Foto: Peter Hove Olesen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Efter at have hørt så meget godt om filmen ’Joker’ – ikke mindst om Joaquin Phoenix’ hovedrollepræstation – var jeg glad for ikke at blive skuffet, da jeg endelig fik den set i biografen. Glad for filmen, ja, men samtidig foruroliget, nærmest rystet, over den to timer lange historie om, hvordan Arthur Fleck blev til Joker gennem et liv med mishandling, ydmygelser og psykisk sygdom i et samfund i opløsning. Det skulle være mærkeligt, hvis ikke der var Oscars i vente her.​

Meget er skrevet om filmens karakteristik af hovedpersonens lidende sind og om dens portræt af stigende social ulighed, hvor de rige bliver rigere, fællesskaberne opløses, og en udgrænset underklasse reagerer med vold på undertrykkelsen. Mindre er skrevet om hele den kritik af tidens positivitets- og lykketvang, som kommer til udtryk i filmen. Det er ellers et aspekt, der ligger ligefor.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her