Efter store besparelser i DR står 9.300 kvadratmeter nu tomme.
Men det bliver der snart lavet om på.
IT-Universitetet har nemlig lejet de tomme kvadratmeter i DR Byen og flytter ind 1 marts 2020.
Det skriver MediaWatch.
Chef for Ejendomme & Service i DR Poul Holt Pedersen skriver i en pressemeddelelse:
»Vi er blevet færre medarbejdere, og vi har derfor arbejdet målrettet med at finde en lejer til vores ledige m2 i DR Byen, så de kan komme andre til gode og samtidig bidrage til DR’s spareplan ved at reducere vores faste omkostninger. Det er lykkedes at finde en lejer, der kan bruge det samlede areal, og det er vi rigtig glade for«.
IT-Universitetet var de eneste, der viste interesse for lejemålet i DR Byen, da det blev annonceret offentligt via en ejendomsmægler.
Tilbage i august sagde IT-Universitetets rektor, Martin Zachariasen, til mediet ITWatch, at man var i dialog med DR Byen om mulig leje af de tomme lokaler.
IT-Universitetet, som ligger ved siden af DR Byen, så det som en oplagt mulighed at flytte ind til naboen, da universitetet selv var i pladsmangel.
Men de får det ikke gratis. Når IT-Universitetets medarbejdere er flyttet ind på 2. til 5. sal i DR Byens opgang 8, vil det koste universitetet 15 millioner kroner om året.
Udlejningen af de tomme lokaler er et led i DR’s spare- og udviklingsplan, hvor det tilbage i september 2018 i forbindelse med sidste års medieforlig blev besluttet, at DR skulle skære 20 procent af de økonomiske rammer.
Det betyder, at DR skal skære 420 millioner kroner af budgettet frem til 2021.








