I ødemarken stod hun pludselig
som sunket op i himlen, hvilke farver
hvid blå rød og så øjnene
der glødede mærkbart i brystet på
dette forkomne englebarn.
Og ordene, hvilke ord
der gjorde sproget til luft i stedet for
buet spejlglas.
Og hjertet der gjorde verden til
handling og lyd ...
Jeg står og drømmer om en dag
uden navn
men med puls og lyd og syn,
der lyser i natten
og viser varmen som et ansigt der blafrer
frisk og følt, en fane
af blødt mod.
Jeg vil aldrig blues over kærlighed igen.
Skudt i hjertet med et lyn af guld
står jeg her og nynner i mit hus,
jeg nynner uden ord, jeg er helt elektrisk
og alle farverne er kommet
hjem igen.
Lynet har revet mig ud af mit mareridt
og nu er kemien rolig, hjernen hviler
og overlader alt til hjertet. 0.
Michael Strunge
fortsæt med at læse
