Det er ikke for at lægge ansvaret fra mig og over på hende eller sprutten, men altså, jeg husker to episoder fra mine 20’ere, hvor jeg bogstavelig talt ikke anede, hvad jeg lavede. Den ene gang var til en fest på universitetet, hvor jeg jævnligt drak mig i hegnet eller i det her tilfælde ikke i hegnet, men i nærkontakt med en kvindelig medstuderende.

Det er en virkelig aparte oplevelse at komme til sig selv og opdage, at man står og snaver med en, man ikke aner hvem er. Det føles lidt som at vågne op fra en blunder og leve et andet menneskes liv, et menneske, som åbenbart er til fest og har scoret og nu står og tungekysser op ad væggen ude på gangen. Også fordi det ikke var sådan, at jeg stod lettere bedøvet og blev kysset på, nej, det var sgu mig, der førte an, konstaterede jeg. Og hun kyssede glad tilbage. En slags absence-scorekarl.