’Un uomo, un’ avventura’ var overskriften på den udgivelsesrække af tegneserier, som den italienske forlægger Sergio Bonelli tog initiativ til i 1970’erne. Konceptet ’En mand, et eventyr’ resulterede i perioden 1976-1980 i ikke færre end 30 tegneseriealbum kreeret af en lang række af det tegneserieglade Italiens bedste navne.
Blandt dem var naturligvis Hugo Pratt, der fra sine fortællinger om Corto Maltese vidste alt om, hvordan man sendte en mand ud på et eventyr i den store, vide verden. Pratt, der var vokset op i Abessinien (Etiopien) samt i Venedig og i en periode som ung boede i Argentina, brugte i sine stadig mere raffinerede tegneserier hele kloden som en fantasiens tumleplads.








