Et af menneskets dybeste behov er behovet for at høre til, behovet for at være en del af fælleskabet. Det betyder ikke, at vi ikke også nyder at være vores helt egen ophøjede særlighed, og heller ikke, at vi ikke har behov for at være alene. Det har de fleste. I øvrigt kan man sagtens føle dyb tilknytning til det menneskelige fællesskab, mens man sidder i skrædderstilling på en fjern bjergtop uden at sige et kvæk. De to ting har intet med hinanden at gøre.
Behovet for at tilhøre et fællesskab betyder heller ikke, at vi har lyst til at underkaste os fællesskabet mere end højst nødvendigt, faktisk er det ofte den vigtigste prøve på, om fællesskabet er ét, vi har lyst til at tilhøre: om vi også har lov til at være os selv. Uden at klippe en hæl og hugge en tå.
