0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Svend Brinkmann: Alt går galt til sidst, også for den succesrige

I vores moderne verden, hvor det hævdes, at alt er muligt for den viljestærke, har skæbnen trange kår. Men undertiden sker der ting, som kan tilskrives skæbnen, og i sådanne situationer er den tragiske verdensanskuelse den mest humane at have med sig, skriver Svend Brinkmann i denne klumme.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Peter Hove Olesen
Foto: Peter Hove Olesen

I tragedierne er der plads til skæbnen: det vil sige, at mennesket er afmægtigt, skriver Svend Brinkmann.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Alt bliver godt til sidst. Hvis det ikke er godt, er det ikke til sidst«. Man støder ofte på dette citat i den positive selvudviklingskultur, hvor nogle mener, at John Lennon er ophavsmand, andre, at det er Paulo Coelho. Under alle omstændigheder citeres det i feel good-filmen ’The Best Exotic Marigold Hotel’, hvilket jo ikke gør det mindre patetisk.​​​​

Da jeg hørte det første gang, tænkte jeg, at det kan være mindst lige så korrekt at sige, at alt går galt til sidst, og hvis det endnu ikke er gået galt, ja, så er det nok ikke til sidst. For vi ved jo, at vi som dødelige væsener må forvente en udgang fra dette liv. Og hvad værre er, må vi også acceptere, at dem, vi elsker, en dag vil forlade os.

Den tragiske kunst vil derfor altid forblive relevant som en hjælp til at begribe dette. Ifølge filosoffen Simon Critchley fødtes filosofien i det gamle Grækenland ud af skuffelsen over, at der hverken fandtes en gud eller retfærdighed, hvorfor man så måtte bruge fornuften til at få styr på sin verdensanskuelse.

Men nu har Critchley skrevet en bog om tragedierne, der også fødtes i det gamle Grækenland i samme epoke, på en måde ud af en skuffelse over, at fornuften ikke kan give os styr på alting. Forenklet sagt er filosofi for den, der er skuffet over det religiøse, og tragedien er for den, der er skuffet over filosofien.

I sin nye bog med titlen ’Tragedy, The Greeks and Us’ beskriver Critchley, hvordan den græske tragediedigtning var en unik opfindelse i menneskehedens historie, der indeholdt sin egen verdensanskuelse. Hvor filosofferne ville opdrage til etisk livsførelse gennem fornuftig argumentation som hos Sokrates, ville tragediedigterne som Aischylos, Sofokles og Euripides vise os, at mennesket ikke er suveræn herre over sin skæbne, at moralske dilemmaer ofte er uløselige og dermed tragiske, og at den menneskelige verden derfor er flertydig og aldrig kan mestres eller begribes fuldt ud. Filosofien efterstræber det rene, det evige og det logiske, mens tragedien fortæller om det sammensatte, det timelige og det skrøbelige. I tragedierne møder menneskene deres skæbne, selv når de som Ødipus gør alt, hvad de kan, for at undgå den.

Skæbnen er faldet i unåde

Tragedierne giver dermed opmærksomhed til skæbnen – det forhold, at mennesker er afmægtige, gensidigt afhængige, og at ingen kan få lov at være eneforfatter til livets manuskript – hvilket dog ikke betyder, at der ingen frihed er. Mennesket kan også i tragedierne foretage valg, men altid inden for rammer, det ikke selv er ophav til. Og netop skæbnen er faldet i unåde i vores moderne verden, hvor det siges, at alt er muligt for den viljestærke, og at lykken kan smedes af alle og enhver.

Næsten alle de græske tragedier handler om sorg, en følelse, som grækerne angiveligt havde mindst tretten ord for. Hvor filosofien ideelt leder til sindsro, giver tragedien udtryk for menneskets sorg. I Naja Marie Aidts roste bog om sorgen efter sønnen Carls tragiske død citerer hun fra den tale, som Carls storebror holdt ved begravelsen:

»Aristoteles mente, at tragedien efter skæbneomslaget skal indgyde frygt og medlidenhed hos publikum. Medlidenhed med det menneske, der ufortjent kommer i ulykke. Frygt, når det ulykkelige overgår én, der på mange måder er som os. (...) Efter tragedien skal publikum forlade teatret med en beskedenhed over for deres egen evne til at undgå ulykker, og en eftertanke i forhold til at se ned på de af deres medmennesker, der er endt i en falleret situation. Jeg ønsker, at alle I, der er i rummet med os i dag, vil tage ved lære af tragedien«.

Dette er et stærkt og smukt vidnesbyrd om, at vi skal lære af tragedierne, fordi livet indimellem er frygteligt. Undertiden vil skæbnen, at mennesker ufortjent kommer i ulykke, bliver ofre for omstændigheder, de ikke kan bebrejdes for, og i sådanne situationer er den tragiske verdensanskuelse den mest humane. Verden ville blive et rummeligere sted, hvis vi skrottede de motivationsoppustende selvhjælpsbøger og i stedet læste Sofokles. Alt går galt til sidst, også for den succesrige, så lad os være solidariske med den ulykkelige.

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce