Bandeord, emojis og tegnsprog kommer til at fylde gaderne i Bogense til efteråret. Den nordfynske by, der i et års tid har huset Dansk Sprognævn, får nu også sin egen sprogfestival.
Det sker i september, hvor et samarbejde mellem Dansk Sprognævn og Nordfyns Erhverv og Turisme munder ud i sprogfestivalen ’Sprogense – ordet er dit’.
Som en del af regeringens udflytningsplan flyttede Dansk Sprognævn – under protester fra sprogmiljøet i København – sidste år fra København til Bogense. Nordfyns Kommune var nemlig en af de hvide pletter på Danmarkskortet, når det gjaldt statslige arbejdspladser.
Nu følger Sprognævnet det danske sprog fra byens gamle fjernvarmecentral, der er blevet indrettet til at huse både spørgetelefonen og redigeringen af Retskrivningsordbogen, som er nogle af Sprognævnets opgaver.
Nævnet har både fået ny direktør og en stribe nye medarbejdere i stedet for dem, der valgte at sige op i forbindelse med udflytningen.
Og nu får Bogense altså også en sprogfestival med konkurrencer, underholdning og sprogteknologi, skriver nævnet på sin hjemmeside.
Folkelig sprogfestival
I samarbejde med Nordfyns Erhverv og Turisme inviterer nævnet til »folkelig sprogfestival«, når de til september tager dialekter, digte, taler og sprogteknologi med ud på cafeer, spillesteder og i gaderne i den nordfynske by.
»I det sene efterår begyndte vi i Sprognævnet at lege med tanken om, at Bogense skulle huse en sprogfestival for familier og fagfolk, og siden da har Nordfyns Erhverv og Turisme løbet stærkt. Vi glæder os til at bidrage med arrangementer som kan gøre en sprogfestival i Bogense til en fagligt berigende oplevelse«, siger direktør i Dansk Sprognævn, Thomas Hestbæk.
Formålet er at skabe folkelig opmærksomhed om sproget gennem »en lokalforankret event med national bevågenhed«, der skal trække gæster til Bogense.
»Vi har en fælles interesse i at skabe en autentisk festival netop dér, hvor sprogets hjerte er placeret, og således sammen at udvikle Danmarks nye samlingssted for det danske sprog« siger direktør i Nordfyns Erhverv og Turisme, Per Olesen på Sprognævnets hjemmeside.
Der bor omkring 3.500 mennesker i Bogense og knap 30.000 i Nordfyns Kommune. Festivalen finder sted i september 2020, og målet er, at det bliver en tilbagevendende begivenhed hvert år.
fortsæt med at læse








