Den danske opdagelsesrejsende og forfatter Jens Bjerre er død i en alder af 98 år.

Forfatteren og eventyreren Jens Bjerre er død

Foto: Johan Mikkelsen/POLFOTO
Foto: Johan Mikkelsen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Den danske opdagelsesrejsende, forfatter og filmmand Jens Bjerre er død.

Det bekræfter formand for Eventyrernes Klub, Bjørn Harvig, over for Ekstra Bladet.

Han døde i en alder af 98 år.

»Det er med rigtig stor sorg, at Jens Bjerre er gået bort, for han har om nogen været en inspiration for flere generationer af danske rejsende og eventyrere og i særdeleshed også for alle klubkammerater«, siger Bjørn Harvig til Ekstra Bladet.

Ifølge formanden afgik han ved døden 17. februar. Han har været medlem af Eventyrernes klub siden 1948, hvilket var ti år efter, den blev stiftet.

Han er blandt andet kendt for at deltage i ekspeditioner til Kalahariørkenen. Her var han den første til at filme San-folket.

Foruden ekspeditioner til Kalahariørkenen har han deltaget i kortlægningsekspeditioner til Ny Guinea for den australske regering.

Jens Bjerre var uddannet journalist, og han har blandt andet skrevet bøgerne ’Globetrotter’ og ’Blandt menneskeædere på Ny Guinea’.

Under Anden Verdenskrig var han aktiv i modstandsgruppen BOPA, skriver Ekstra Bladet.

Bisættelsen af Jens Bjerre kommer til at foregå i stilhed efter familiens ønske, hvor den nærmeste familie og venner deltager.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her