Eventyrers livshistorie insisterer på respekt for naturfolk

Hvem var den første, der filmede stenalderfolket i Kalahari? Hvem fik et scoop hos kannibalerne på Ny Guinea? Hvem var det, der kom med på en hemmelig sjælevandring hos Australiens urbefolkning? Og hvilken dansker har gennem en menneskealder trukket fulde huse til sine shows i USA? Og allervigtigst: Hvem har standhaftigt forsvaret naturfolkenes ret til at leve uforstyrret? Ja, der er kun ét muligt svar: Jens Bjerre! Eventyreren, filmmanden, journalisten og forfatteren Jens Bjerre som nu, i en alder af 94 år, udgiver endnu en bog om sine utrolige oplevelser gennem et langt liv.

Jens Bjerre er først og sidst journalist, og den røde tråd igennem hele hans liv har været jagten på den gode solohistorie. Jens Bjerre har uforfærdet, utrætteligt og frækt, hvis det skulle til, jagtet mennesker med en historie, andre ikke kunne få fat i, fordi det var for farligt, for fjernt eller for forbudt. Rekorder eller sportsbedrifter har aldrig drevet Bjerre. Jens Bjerre blev berømt i Danmark og i den store verden, da han kom hjem med film om mennesker, der levede gemt fra omverden på landkortets hvide pletter i Kalahari-ørkenen, Ny Guineas bjerge, Australiens indre eller i Maos lukkede Kina under Kulturrevolutionen.

’Globetrotter’ lægger ordene i munden på Jens Bjerre, men journalist Lone Theils har ført pennen. Den nye bog når gennem hele Jens Bjerres liv på kun 170 sider, og det går hurtigt hen over siderne. Her får vi historier, han ikke tidligere har skrevet om, lige fra hans rolle i modstandsbevægelsen, til hvordan hans karriere som politisk redaktør begyndte i 1945 med en nat sovende ved siden af statsministeren på en bænk på Christiansborg.

Oplevelserne hos kannibalerne, buskmændene og Australiens oprindelige folk, som har formet Jens Bjerre som menneske og eventyrer, har han beskrevet langt mere detaljeret i sin bog fra 2005, ’50 år blandt naturfolk’, og i de tre bøger, han udgav kort tid efter rejserne i 1954 om Ny Guinea, 1958 om Kalahari og i 1963 om Australien. »De primitive naturfolk har altid stået mit hjerte nærmest«, gør Bjerre op efter at have besøgt alverdens lande, »her følte jeg, at jeg her nåede ind til essensen i det at være menneske«.