Det er ikke bare det stort anlagte historiske drama om dronning Margrethe I til 65 millioner kroner, der har måttet stoppe optagelserne og sende alle medarbejdere hjem på grund af coronavirus. Også en lang række andre film som Bille Augusts film om Karen Blixen ’Pagten’ ligger nu stille. Det gør også produktionen af tv-serier som ’Den som dræber’ og ’Friheden 2’.
To ud af tre filmarbejdere inden for film og tv er ifølge film- og tv-arbejderforeningen FAF blevet afskediget som følge af coronavirussen. Det svarer til mellem 500 og 600.
For at imødekomme de hårdt pressede film- og tv-selskaber har FAF indgået en aftale med Producentforeningen, så deres medlemmer må nøjes med to ugers løn, hvis en film- eller tv-produktion bliver lagt ned. Tidligere skulle medarbejdere på film have fire ugers løn, hvis man var hyret for mere end ti uger.
»Vi håber, at der med aftalen kommer ro på, og produktionsselskaberne nu kan planlægge, hvordan de kommer igennem denne her krise. Vores håb er selvfølgelig, at både selskaber og ansatte kommer igennem med færrest mulige tab«, siger sekretariatschef i FAF René Høyer Jørgensen.
Det giver tryghed
Mellem 15 og 20 procent af FAF’s medlemmer, der laver film og tv, er små enkeltmandsfirmaer, ofte inden for de mere tekniske fag som lys og lyd. De er ikke vant til at have et opsigelsesvarsel, fordi de som selvstændige ikke er omfattet af overenskomsten. Men de er nu kommet med i den nye aftale mellem FAF og Producentforeningen, der foreløbigt løber frem til 17. april. Samtidig er der i aftalen en opfordring til, at de fyrede bliver genanset, hvis produktionerne senere kommer i gang igen.
»Det giver en tryghed, at alle nu er sikret fuld løn i to uger uanset producenternes økonomi«, siger René Høyer Jørgensen.
Journalistforbundet lavede tirsdag en aftale med Producentforeningen, der indebærer, at journalister tilknyttet film- og tv-produktionsselskaber kan hjemsendes i fem dage helt uden løn.
Vi tæller alle mønter i øjeblikket, så at kunne reducere det til to ugers opsigelse er en håndsrækning til alle, der er nødt til at afskedige
Men så langt har FAF ikke villet strække sig for at hjælpe de trængte produktionsselskaber.
»Det med, at man bare kan hjemsendes, når producenten har brug for det, vil vi ikke være med til. Vores medlemmer mister virkelig mange penge på grund af denne her krise«, siger René Høyer Jørgensen.
Foråret regnes for højsæson inden film og tv-arbejde, oplyser han.
Også Producentforeningen er glad for aftalen, fordi den eliminerer alle aftaler om fire ugers opsigelse.
»Jeg havde medlemmer, der kiggede ind i fire ugers opsigelsesvarsler. Og vi tæller alle mønter i øjeblikket, så at kunne reducere det til to ugers opsigelse er en håndsrækning til alle, der er nødt til at afskedige. Jo færre omkostninger, jo nemmere har virksomhederne ved at klare sig«, siger direktør Jørgen Ramskov.
Ekstraordinært hårdt ramt
Både Producentforeningen og FAF håber, at regeringens udspil for selvstændige, der blev lanceret onsdag middag, også vil hjælpe de selvstændig FAF-medlemmer og de øvrige selskaber i film- og tv-branchen.
De hidtidige hjælpepakker har kun i begrænset omfang taget hånd om de problemer, som landets små selvstændige og småvirksomheder, som kulturlivet er tæt befolket af, oplever som følge af coronakrisen.
Regeringen foreslog onsdag to konkrete støtteordninger. Den første i form af direkte kompensation for tab af omsætning.
»Ordningen betyder, at de små selvstændige med under ti ansatte kan blive kompenseret, hvis de oplever et tab i deres omsætning på mere end 30 procent. I alt vil man kunne få kompensation for 75 procent af sit tab op til 23.000 kroner hver måned«, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S).
Den nye støtteordning for små selvstændige skal, hvis det står til regeringen, løbe fra 9. marts og de næste tre måneder.
I samme periode foreslår regeringen endnu en kompensationsordning til alle de erhverv, der er ekstraordinært hårdt ramt af krisen, fordi det er blevet dem forbudt overhovedet at holde åbent. Det er restauranter, hoteller, spillesteder, tøjbutikker og andre, der nu ingen gæster har. Her foreslår regeringen et kontant tilskud på op til 80 procent af de beløb, der skal betales faste udgifter for.
»Jeg håber meget, at vores branche bliver opfattet som ekstraordinært hårdt ramt. Udsættelser, aflysninger og afskedigelser kaster virksomhederne ud i store økonomiske problemer«, siger direktør i Producentforeningen Jørgen Ramskov.
fortsæt med at læse







