Ligesom de fleste andre i Los Angeles befinder Barry Glassner, professor i sociologi ved University of Southern California, sig lige nu i sit hjem. Han er ekspert i frygt og panik. Og i millionbyen, som er lukket ned for at begrænse coronavirussens udbredelse, oplever han som så ofte før, at der er én virus, som ingen nødforanstaltninger kan holde nede: frygten.
»Der er det problem med frygt, at den kan være stærkt vanedannende. Den nærer sig selv«, siger Glassner, som jeg ringer til, samme dag som dødstallet i USA passerer 2.000.