Jørgen Nørgaard er død 89 år gammel. Det oplyser familien til Politiken.
Jørgen Nørgaard var skaberen af den ikoniske ’101’-tshirt, også kendt som Nørgaard-trøjen. Den langærmede bomuldstshirt designede han i 1967. Siden da er trøjen solgt i flere millioner eksemplarer verden over. Tshirten i tyndt ribstrikket bomuld fås både i stribede og ensfarvede versioner i alle regnbuens farver.
Ved ungdomsoprøret i 1968 fik ’101’-tshirten en symbolsk betydning. Med sin pris på blot 19,80 kroner blev trøjen dengang et udtryk for demokrati og en moderne indstilling til økonomi. Til magasinet Elle fortalte Jørgen Nørgaard i 2017, at tanken bag ’101’ var at lave en enkelt tshirt i en enkelt størrelse, men i mange forskellige farver.
»Vi prøvede at lave et stykke tøj, hvor alle kunne være med. Vi havde ikke noget oprør i tankerne bortset fra det seksuelle. At lave et stykke tøj til så billige penge og lave byens bedste bryster, det var for mig en meget vidunderlig ting«, sagde Jørgen Nørgaard dengang til Elle.
I København kan trøjen blandt andet købes i Jørgen Nørgaards butik Nørgaard Paa Strøget. Butikken startede han i 1958, hvor han ændrede sin fars daværende sørgetøjsbutik til en tøjbutik, der henvendte sig til unge.
Jørgen Nørgaards søn, Mads Nørgaard, stiftede i 1986 sit eget tøjbrand og åbnede en butik ved siden af Nørgaard Paa Strøget. Butikkerne er siden fusioneret.
Et stenkast fra tøjbutikkerne startede Jørgen Nørgaard i 1989 den berømte Café Europa. Caféen drives i dag af en anden af Nørgaards sønner, Jens Nørgaard. Familien Nørgaard har desuden børnetøjsbutikken Englebørn, der ligesom familiens resterende foretagender har beliggenhed tæt ved Amagertorv.
Den 89-årige modeskaber har modtaget adskillige designpriser, heriblandt PH-prisen i 1969, Läkerols kulturpris i 1998, Designrådets Årspris i 2007 og en ærespris ved Elle Style Awards i 2014.
Jørgen Nørgaard efterlader sig hustruen Ellen Nørgaard. Sammen har parret fire voksne børn.
Til Politiken fortæller familien, at Jørgen Nørgaard døde efter et længere sygdomsforløb med blandt andet coronavirus, men Covid-19 var ikke dødsårsagen.
fortsæt med at læse








