Som samfund har vi været ramt af coronaen i nogle uger nu, og det er allerede længe siden, at diskussionen om, hvad vi kan lære af den, begyndte. Indtil videre mener jeg dog ikke, at vi har lært ret meget. I hvert fald ikke, hvis vi mener, at læring involverer en udvikling eller ændring i synspunkter. De fleste lader tværtimod til at blive befæstet i deres vanlige holdninger: De nationalkonservative priser nationalstatens evne til at markere sine grænser, globalisterne roser det internationale samarbejde, klimaforkæmperne er optimistiske med hensyn til vores omstillingsevne, mens deres modstandere omvendt morer sig over, at Greta Thunbergs dagsorden har fortonet sig, og at andet pludselig er vigtigere.
Sideløbende med at vi som samfund bekæmper denne virus, er vi altså i gang med at udvikle en coronalogi: Det er både en lære om coronaen og en diskussion om, hvad sygdommen kan lære os. Kynikerne benægter helt, at vi kan, skal eller vil lære noget – ofte ud fra den devise, at det for pokker er en virus, der ikke gemmer på dybere budskaber – mens de mange forskellige optimister sjovt nok mener, at epidemien lige præcis bekræfter dem i, at deres perspektiver er de væsentligste.
