CPH:DOX var en af de første større begivenheder, der blev ramt af regeringens forsamlingsforbud.
Den københavnske festival, som er blandt verdens vigtigste dokumentarfilmfestivaler, handlede dog lynhurtigt og ommøblerede festivalen, så man kunne se hovedparten af årets udvalgte film og livedebatter digitalt.
Nu er ledelsen klar med en status, og i en pressemeddelelse kalder man årets onlineudgave en »overvældende succes«. Samlet set blev 65.00o billetter solgt, og flere end 8.000 publikummer så med live under festivalens mange debatter.
2019-udgaven af CPH:DOX havde et samlet publikumsantal på 114.000, men de to tal kan naturligvis ikke sammenlignes 1:1, understreger festivalens pressetjeneste.
Festivalen forlænges
Da der stadig er efterspørgsel på filmene, vælger CPH:DOX i dag at forlænge festivalen frem til 30. april.
»Vi er glade og dybt taknemmelige for den måde, såvel publikum som filmbranche har taget imod den nye digitale version af festivalen. For tre uger siden vidste vi ikke, om vi ville overleve. I dag sidder vi tilbage med en følelse af, at vi sammen med vores publikum kollektivt har løftet os ind i en helt ny tidsalder«, siger administrerende direktør Tine Fischer i pressemeddelelsen.
»Intet bliver som før covid-19, og det er der et kæmpe stort tab forbundet med. Særligt for de mange festivaler og kulturinstitutioner, der nu er aflyst eller lukket ned. Til gengæld har vi med al tydelighed lært, at kunsten og dét at samles omkring den, er fuldstændig afgørende for det at være menneske. Og derfor kommer kunsten og dens betydning i samfundet markant styrket ud af en krise som denne«.
Om den økonomiske situation siger formanden for bestyrelsen, Erik Stephensen:
»Selvfølgeligt giver det et betydeligt tab at aflyse en stor international festival med mere end 100.000 deltagere og ændre den til en digital begivenhed. Alternativet var en lodret aflysning, og det er heller ikke gratis. Det lykkedes på mindre end to uger for medarbejdere og ledelse at etablere en rent digital og 100 procent smittefri festival – og det er faktisk ret imponerende. Nu er det ledelsens og bestyrelsens opgave at afdække de økonomiske konsekvenser og søge den kompensation, der skal være med til at sikre festivalernes fortsatte eksistens«.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter