Lyttertallene for ungdomsradioen Radio Loud er så lave, at det ikke er til at sige, præcis hvor få, der faktisk har haft Danmarks nye radiostemmer i højttalerne siden opstarten 1. april.
I den seneste måling fra Kantar/Gallup, er kanalen slet ikke med i oversigten, hvor det laveste lyttertal er 9.000 om ugen hos DAB-kanalen Mix 7.
Kantar/Gallup har oplyst til Journalisten, at »der helt konkret er visse dage, hvor instituttet ikke har kunne måle nogen lyttere, og derfor var deres tal for kanalen for usikre til at offentliggøre«.
Administrerende direktør i Radio Loud, Ann Lykke Davidsen siger til Journalisten, at hun er »brandærgerlig« over, at de ikke er kommet på listen.
Den ene storm efter den anden
Den nye radiokanal, der er en sammenslutning af lokale radiostationer og store kulturinstitutioner som Roskilde Festival og Nationalmuseet, i oktober sidste år fik den sendetilladelse, som, alle gik ud fra, skulle gå til Radio24syv. Det betød, at Radio Loud kom til live på bekostning af programmer som ’Den Korte Radioavis’ og ’Millionærklubben’ til store protester og frustration blandt trofaste 24syv-lyttere.
Den efterfølgende tid har ikke været gnidingsløs. Først kom kritikken fra medieeksperter om, hvorvidt Radio Loud kan lave kritisk journalistik om de store statslige kulturinstitutioner som eksempelvis Nationalmuseet, der leverer indhold til kanalen. Derefter blev Loud kritiseret for at lønne unge medarbejdere for lavt efter et jobopslag, der tilbød »symbolsk løn« på 1.500 kroner om måneden til unge natradioværter.
Sagen forfra: Radio Loud slog Radio24syv og har siden været i strid modvindOg da det endelig kom til den store åbning af radiokanalen 1. april, var hele Danmark blevet lukket på grund af coronaepidemien. Nyansatte værter på programmerne begyndte derfor første sending uden en chance for at lære hinanden at kende eller træne sendingerne på forhånd.
Coronavirussen har også betydet, at radioen måtte gå fra den oprindelige plan med seks-syv programmer dagligt til to. Det var ikke det brag af en åbning den nye kanal havde håbet på, men Ann Lykke Davidsen er ikke overrasket over de lave lyttertal.
»Vi har været her i 14 dage, så jeg vil også sige: Giv os lidt tid. Vi har heller ikke købt os til reklameplads på busser eller andre steder, og vi har ikke brugt mange penge på sociale medier. Det er vores strategi, at vi skal vokse organisk i lyttertal«, siger hun til Journalisten.
fortsæt med at læse







