Kendte har på få dage rejst næsten 40 millioner kroner til ny covid-19 hjælpefond.

Nu kan du købe dig til en rolle i en film med Leonardo DiCaprio og Robert De Niro

Ham her kan man komme til at spille sammen med, hvis man donerer til ny covid-19 hjælpefond. Foto: Eric Gaillard/Ritzau Scanpix
Ham her kan man komme til at spille sammen med, hvis man donerer til ny covid-19 hjælpefond. Foto: Eric Gaillard/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det vælter ind med donationer til Hollywood-stjernerne Leonardo DiCaprio og Robert De Niros forsøg på at samle penge ind til en ny covid-19 hjælpefond.

De to skuespillere har udlovet en lille rolle i deres kommende film ’Killers of the Flower Moon’, der bliver instrueret af Martin Scorsese.

Alle, der donerer penge til fonden, All In Challenge, kommer med i en lodtrækning om rollen.

»Har du nogensinde tænkt over, hvordan det er at arbejde sammen med Martin Scorsese, De Niro og mig? Så har du muligheden nu«, lyder opfordringen fra Leonardo DiCaprio på Twitter.

Kampagnen, der blev lanceret tirsdag, har allerede modtaget næsten 40 millioner kroner i donationer, skriver BBC.

Spil golf med Bill Murray

Den nye hjælpefond er etableret af kendte amerikanere, og hvis donorerne misser muligheden for at være med i den næste Scorsese-film, er der chance for at komme tæt på andre kendte som Matthew McConaughey, Ellen DeGeneres, Kevin Hart, Bill Murray, Justin Timberlake, Justin Bieber og en række amerikanske sportsstjerner.

Justin Bieber har for eksempel udloddet en privat optræden i den heldige vinders eget hjem, når der igen bliver åbnet op for det amerikanske samfund.

Kevin Hart har også tilbudt en lille rolle i sin næste film, og her får man lov til at sige noget i den, mens Justin Timberlake og Bill Murray tilbyder en runde golf med en heldig vinder.

Man kan også komme til til amerikansk fodbold i Texas sammen med Matthew McConaughey.

Folkene bag den nye hjælpefond, All In Challenge, håber, at de kan rejse 100 millioner dollars, skriver BBC. Det svarer til næsten 700 millioner kroner.

Pengene skal gå til børn, ældre og frontarbejdere i kampen mod coronavirussen.

Torben Benner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her