Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Den danske digter, filminstruktør og cykelkommentator Jørgen Leth har været fanget i Den Dominikanske Republik, men forsøger nu at få et fly til New York. Det fortæller han på Facebook.

Fanget i den Dominikanske Republik: Jørgen Leth forsøger at komme hjem

Foto: Miriam Dalsgaard/POLFOTO
Foto: Miriam Dalsgaard/POLFOTO
Lyt til artiklen

Jørgen Leth forsøger at komme tilbage til Europa.

De seneste mange uger har den danske digter, filminstruktør og cykelkommentator Jørgen Leth været fanget i den Dominikanske Republik på grund af coronavirusen.

De sidste 27 dage har Jørgen Leth hver dag læst digte op i videoer lagt ud på sin facebookprofil. Men videoen, der blev lagt op søndag klokken 18:58 dansk tid, er noget anderledes end de mange forgående.

Videoen, der er i to dele, hedder ’THE GETAWAY SESSION’, og heri læser Jørgen Leth en række sportsdigte op i efterhånden vanlig stil og i øvrigt kommenterer sommerens mange aflyste cykelløb.

Men hele seancen er optaget, mens Leth sammen med sin søn Asger Leth kører i en bil på vej mod hovedstaden Santa Domingo i håbet om, at de kan »bryde blokaden«, som digteren selv udtrykker det. Tilsyneladende har Jørgen Leth lavet en aftale med Delta Airlines om at kunne komme med en flyver til New York i løbet af i morgen og derfra videre til Europa.

Usikkert om de måtte køre

Jørgen Leth beskriver i videoen de sidste dage som nervepirrende, da der var rygter om at landets præsident i et forsøg på at bekæmpe coronavirussen ville indføre 24 timers udgangsforbud.

Digteren bærer også maske og fortæller, at han har set flere turister blive arresteret, fordi de ikke bar masker.

Jørgen Leth valgte at tage fra Haiti til Den Dominikanske Republik, da coronakrisen begyndte at blive en realitet, fordi sundhedsvæsenet er bedre.

Simon Løber Roliggaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her