Efter lukningen 18. marts er fire zoologiske haver klar til at åbne 1. maj. Flere dyreparker åbner allerede i denne uge.

De første zoologiske haver åbner allerede i denne weekend

De besøgende i Københavns Zoo får bl.a. mulighed for at se denne næsehornsunge, der kom til verden i sidste uge.  Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
De besøgende i Københavns Zoo får bl.a. mulighed for at se denne næsehornsunge, der kom til verden i sidste uge. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Fra 1. maj bliver det igen muligt at besøge de zoologiske haver i København, Aalborg, Odense og Givskud.

Det oplyser haverne i en fælles pressemeddelelse.

De zoologiske anlæg lukkede 18. marts som konsekvens af myndighedernes tiltag for at inddæmme smitten med coronavirus i Danmark.

De fire zoologiske haver har dog fået Rigspolitiets accept til at åbne, så længe de følger sundhedsmyndighedernes krav.

I en fælles pressemeddelelse skriver de zoologiske haver:

»Vi er i de fire zoologiske anlæg allerede nu i fuld gang med at sikre, at alle krav og anbefalinger fra politi og sundhedsmyndigheder bliver overholdt, så man kan få en sikker tur i zoo«.

»Vi vil derudover også løbende være i dialog med myndighederne, så vi tilpasser forholdene, efterhånden som retningslinjerne måtte ændre sig«.

Meldingen kommer, efter at Rigspolitiet har opdateret sine retningslinjer. Her lyder det blandt andet, at zoologiske haver, safariparker og forlystelsesparker igen må holde åbnet, så længe krav om afstand overholdes.

Derfor opfordrer de zoologiske haver gæsterne til at hjælpe dem med at efterleve kravene.

»Vi opfordrer til, at vores gæster også hjælper med at gøre turen i zoo til en god og smittefri oplevelse ved at sikre god håndhygiejne og sørge for at holde afstand til andre«, står der i meddelelsen.

»Har man symptomer på Covid-19, beder vi om, at man bliver hjemme«.

Mandag oplyste Ree Park, Skandinavisk Dyrepark og Munkholm Zoo til TV 2 Østjylland ligeledes, at de åbner igen allerede fra 25. april.

De østjyske parker har taget deres forholdsregler ved eksempelvis at sætte skilte op, der minder gæsterne om at holde afstand, ved at opsætte automater med håndsprit og lave stor afstand mellem borde-bænkesæt.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her