Lyt til artiklen
Den stribede Palads-bygning med sin karakteristiske bemaling af Poul Gernes er som en fransk klovn i bybilledet. Et overvintret billede fra de postmoderne 1980’ere klæbet uden på den barokke filmteaterbygning fra 1921, som passer ind i en storbys sammenrend af umage størrelser ved ikke at minde om noget som helst andet end sig selv.
Det er hverken en fantastisk bygning i sig selv, eller længere nogen stor biografoplevelse at komme i den gamle biograf. Palads er dermed ikke umistelig. Men den er trods alt noget særligt. Som en reminiscens fra en tid, hvor man fejrede filmmediet.
