0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Razan var kun 13 år, da hun blev kørt op i bjergene til den mand, hun aldrig havde set før. Som 14-årig blev hun mor

Selv om danskerne tog godt imod hende, kunne Razan Hauggard fornemme, at nogle af dem havde ondt af hende. Den kurdiske kvinde, stadig teenager, som var flygtet fra Irak med mand og to børn, tænkte, at hun i deres øjne var den unge barnebrud. Og det var hun – en barnebrud. Men et offer var hun ikke. Og det er et af de vigtigste budskaber, den nu 47-årige kvinde giver videre til de flygtninge- og indvandrerkvinder, hun i dag hjælper med at integrere sig i det danske samfund. Vi bringer et uddrag af ’Det er kvinder som mig, de kalder ofre’, Dorte Hygum Sørensens bog om Razan Haugaards liv.​

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Peter Hove Olesen
Foto: Peter Hove Olesen

Bogen 'Det er kvinder som mig, de kalder ofre' handler om Razan Haugaard, der som 13-årig blev giftet væk til en 16 år ældre mand. Senere kom hun til Danmark som politisk flygtning.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Dybt inde i blikket i spejlet kan hun stadig se den videbegærlige og selvstændige drengepige, hun var som barn. Pigen er endda blevet mere tydelig i de senere år, efter at Razan er fyldt 40. Som om hendes oprindelige kerne ikke længere lader sig kue. Bevidst har hun selv fundet den frem i de senere år, og nu vokser den og får mere kraft, selv om der indimellem kastes en mørk skygge ind over den.

Nogle gange er hun forbavset over, at ikke alle bemærker det mørke, når nu det er så synligt for hende selv. Udadtil er Razan kendt som den smukke, stærke og smilende kvinde, som har indsigt og overskud til at give af sig selv for at hjælpe andre. Sådan er hun også. Men ikke kun sådan.

Det er hverken vrede eller mistillid, den mørke skygge i øjnene bærer på. Det er snarere en form for sorgfuld frygt, der melder sig, når nogen overskrider hendes grænser. Når hun ikke får sagt fra eller ingen mulighed har for at gøre det.

Hun lader aldrig skyggen vokse sig så stor, at den kammer over i selvmedlidenhed. Det er mange år siden, Razan fandt ud af, at hvis man begynder at betragte sig selv som et offer, så bliver man næsten uvægerligt en, det er synd for, og så kan man for alvor blive ked af det og led ved sig selv.

Skyggen, ved hun godt, kommer af, at hun på et tidspunkt har fået overskredet sine grænser så voldsomt, at krop og sjæl går i alarmberedskab, når der er tilløb til, at det sker igen. Mærker hun det, kan hun reagere meget kraftigt. Gennem årene har hun oplevet adskillige gange, at hun har brudt en relation, hvis hun fornemmede, at hun kunne blive forrådt. Det har virket mindre smertefuldt at bryde en relation end at risikere at blive svigtet.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce

Læs mere