Samlingen, der tæller omkring 1.200 stykker keramik, sælges fordi ejeren har udviklet demens. Keramikken, som engang var hans store passion, er blevet en bekymring, fortæller hans venner.

Lille lejlighed i betonblok rummede en af Storbritanniens mest udsøgte keramiksamlinger

I den pensionerede lokale embedsmands lejlighed var keramik fra gulv til loft.  Foto: Maak
I den pensionerede lokale embedsmands lejlighed var keramik fra gulv til loft. Foto: Maak
Lyt til artiklen

Selve bygningen var et trøstesløst betonlevn fra 1970’erne. Når man bevægede sig op ad trapperne, tænkte man: Er jeg kommet til rette sted?

»Men idet du åbnede døren, var det som at træde ind i en anden verden«.
Sådan fortæller keramiker Annie Turner i en artikel i The Guardian. Avisen har talt med en række personer, der kendte ejeren af lejligheden, den pensionerede lokale embedsmand, Michael Evans, der siden årtusindskiftet gik under sit buddhistiske alias Dayabandu.

Omkring 1.200 stykker udsøgt moderne keramik opbevarede Dayabandu i sin lille lejlighed, hvilket betød, at der var keramik fra gulv til loft, og at selv altanen var i brug.

»Det var som at træde ind i en helligdom«, tilføjer Annie Turner.

Samlingen sælges nu hos auktionshuset Maak, der har sat tre dage midt i maj af til ’The Dayabandu Collection’.

Årsagen til auktionen er, at Dayabandu ikke længere kan tage vare på sig selv eller sin samling. For cirka ti år siden begyndte Dayabandu at udvikle demens, fortæller hans venner i portrættet. Med tiden blev hans store passion til hans store bekymring, og til sidst var den en byrde.

Samlingen bliver nu solgt stykvis hos auktionshuset, hvor man blandt andet fremhæver værker af keramikerne John Maltby, Ewan Henderson, Ian Godfrey, Gordon Baldwin og Lucie Rie. Sidstnævnte har opnået priser på omkring halvanden millioner kroner inden for de seneste år.

Dayabandu arvede sine første stykker keramik af to tanter og brugte de næste 40 år på at udvikle og forfine sin samling. Men han betragtede aldrig keramikken som investeringsobjekter. Når Dayabandu købte et stykke keramik, fortæller Annie Turner i artiklen, var det fordi, »det talte til ham«.


Camilla Stockmann

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her