Den dag, naturen bankede på fra mit indre og med en levering af lidt brunt i underbukserne gjorde opmærksom på, at min krop nu ikke længere tilhørte barndommen, var også den dag, jeg første gang så Randal Kleisers ’Den blå lagune’ fra 1980. Den med Brooke Shields og Christopher Atkins i rollerne som børnene Richard og Emmeline, som strander på en øde ø i Stillehavet og her skal finde ud af alt selv.
Blandt andet hvad det betyder, når man som Brooke Shields’ karakter, Emmeline, pludselig er indhyllet i et blodigt slør under en idyllisk dukkert i en grotte. To plus to gav, at det samme nu var hændt mig.
Jeg var 11 år den dag. Men ud over at være sundhedsplejerske for mig var ’Den blå lagune’ også en tidlig seksualunderviser i mit liv. God? Dårlig? Hvem ved, men fast satte den sig. Ikke plottet selvfølgelig, men alt, hvad der havde med krop, kærlighed og knald at gøre.
Den lille dreng Richard får en endefuld, da han roder igennem en brovten sømands gemakker og der finder fotografier i sort-hvid af nøgne damer.
»Hvad kigger du på«, spørger Emmeline og konstaterer så: »De har ikke noget tøj på«.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
