Den farverige newzealandske instruktør Taika Waititi, hvis film ’JoJo Rabbit’ i februar vandt en Oscar i kategorien bedste filmatisering, skal skrive og instruere en af Disneys nye Star Wars-film.
Det annoncerede Disney i går under sit ’May the 4th Be With You-’kampagne på dagen, hvor Star Wars fans hylder George Lucas’ sci-fi-univers.
Til manuskriptet får Taika Waititi hjælp af Krysty Wilson-Cairns, manuskriptforfatteren bag krigsfilmen ’1917’, som vandt tre Oscars ved sidste uddeling.
Det er endnu uvist, om Taika Waititis film er en af Disneys tre planlagte Star Wars-film med udgivelse i 2022, 2024 og 2026, eller om det er et særskilt projekt.
Men hvis man skal tage ved lære af hans tidligere film, vil han sandsynligvis bringe humoren, som har kendetegnet hans tidligere film og karriere, ind i Star Wars-universet,
»Vi har ikke brug for flere deprimerende film. Vi har brug for det latterlige og for at blive mindet om, at mennesket er den mest klodsede dyreart. Jeg er heldig at få lov til at lave film, og jeg ved ikke, hvor længe det bliver ved, så jeg vil gerne møde på arbejde hver dag og være taknemmelig og have en fest med det«, sagde han, da Brian Iskov fra Politiken mødte ham til filmfestival i London sidste år.
Unge Taika Waititi, der er af maoriafstamning, det indfødte polynesiske folk i New Zealand, blev først kendt som komiker sammen med landsmanden Jemaine Clement i komikerduoen The Humourbeasts.
Senere kastede han sig over film som både instruktør og skuespiller og slog igennem med filmene ’Boy’ i 2010 og ’What We Do in the Shadows’ fra 2014; sidstnævnte er en mockumentary om fire vampyrer, der bor i et hus i den vindblæste by Wellington, hvor Waititi spiller den vrede 379 år gamle vampyr Viago.
Filmen er for nylig blevet udvidet til en serie på HBO af samme navn.
Vampyrserie på HBO Nordic er noget af det mest fjollede, du kan se i dit tv lige nuKarrieren tog fart, og han har siden stået i spidsen for blockbusterfilm som Marvels ’Thor: Ragnarok’ i 2017 og senest ’JoJo Rabbit’ fra sidste år, hvor Taika Waititi spiller noget så absurd som en kær og lettere forvirret Adolf Hitler.
Taika Waititis flirt med Disney og Lucasfilm kommer ikke uventet. Han var instruktøren bag sidste afsnit af Star Wars-tv-serien ’The Mandalorian’, der havde premiere på Disney+ i november 2019, og rygterne om, at han skulle stå bag en ny Star Wars-spillefilm, begyndte at brede sig i januar.
Det amerikanske medie Variety spurgte Taika Waititi ind til rygterne ved oscaruddelingen i februar, hvor han dengang svarede meget vagt:
»Er der snak om en Star Wars-film? Jeg mener ja. Jeg snakkede i 1996 meget med mine venner om, hvor cool jeg syntes filmene var. Folk ser mig hænge ud med andre, især folk fra Star Wars, og de tror, at jeg er i forhandlinger med dem. Jeg ville fucking elske det, hvis altså rygterne passede«.
Der er endnu ikke offentliggjort en forventet udgivelsesdato for den nye film, men fans på de sociale medier skriver allerede, at de håber på at se Taika Waititi på rollelisten i en eller anden afskygning, som man har kunnet i alle de spillefilm, han hidtil har instrueret.
fortsæt med at læse






