0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Se fem eksempler: Må man gøre grin med Hitler? Flere film har gjort det med held

Må man lave grin med Hitler? Og hvor sjovt skal det i så fald være, hvis man vover pelsen? I anledning af den biografaktuelle nazikomedie ’JoJo Rabbit’ ser vi tilbage på 5, der prøvede og gjorde det med held. ​​​​​​​​​​​​​​​​​

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Charlie Chaplins Hitler-film 'Diktatoren' var et komisk mesterværk.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I den oscarnominerede nazikomedie ’JoJo Rabbit’ har den lille JoJo med kanintænderne og harehjertet en usynlig ven. Det er der sådan set ikke noget usædvanligt i. Selv Alfons Åberg har en usynlig ven. Men mon ikke Alfons’ godmodige farmand ville have spærret øjnene op, hvis Alfons som JoJo havde haft Adolf Hitler som sin usynlige ven og åndelige vejleder?​

Hvilket chancerne selvfølgelig ikke er store for. Alfons vokser op i nutidens trygge, svenske velfærdssamfund, mens JoJo er dreng i 1940’ernes Nazityskland. Her var Hitler Jugend nærmest obligatorisk, og indoktrineringen var massiv helt fra de små år. Så JoJo tror på Der Führer og alt hans uvæsen. Det har han nemlig fået tudet ørerne fulde af, fra han var ganske lille.

Indoktrineringen parret med alt det drengespændende – seje uniformer, krigsøvelser og retten og pligten til at bære en ordentlig motherfucker af en dolk – sætter ham i et modsætningsforhold til hans mor. Hun spilles af Scarlett Johansson og skal nok vare sig for at sige det højt til sin lille nazispire, men hun har en helt anden opfattelse af både ret og vrang og jødeproblemets sande natur.

Mens JoJo bryder sin fantasifulde hjerne med at få tegnet, præcis hvor uhyggelige, latterlige og groteske jødebussemændene i virkeligheden er, gemmer hans mor en jødisk pige på loftet.

Ved at latterliggøre Hitlers antisemitisme og udstille indoktrineringen i komisk form følger ’JoJo Rabbit’ en strategi, som godt nok er velkendt, men af gode grunde ikke synderlig velprøvet. Der er nemlig ikke særlig mange, der tør løbe den åbenlyse risiko for at blive udskammet og anklaget, hvis man drister sig til at gøre grin med noget, der er tragisk i dét format. Der er af gode grunde ikke mange komedier om Stalin, Mao, Hitler og Djenghis Khan, mens den buttede blæremås Mussolini altid har været et legitimt mål.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Mads Nissen

Christina Rosendahl vender altid tilbage til samme scene, inden hun går i gang med en ny film:   »Det varer 12 minutter, og det er den fedeste sekvens i filmhistorien«

Ulysse del Drago

Dansk instruktør:  Jeg skal ikke lyde som en helgen – men vi bør boykotte Netflix

Stine Heilmann

Mikala Krogh om instruktøren bag hendes favorit­dokumentar: »Der er få af hans film, der ikke er fuldstændigt fremragende«

Oscarnomineret dokumentar fik Eva Mulvad til at tabe kæben:   »Historier med den kraft og enkelthed kommer der måske en eller to af hvert 10. år«

LARS SKREE

Britisk filmstuderende elsker oscarnomineret dansk dokumentar: »Jeg følte, jeg var vidne til noget særligt«

Martin Lehmann

Bodilvinder om dansk dokumentar­film: »Vi kan sige, vi er førende i verden«

Michella Bredahl

Særligt én scene i dokumentar om gadebørn i Seattle har påvirket Eva Marie Rødbro:  »Jeg kan næsten ikke tænke på det uden at græde«

Miriam Dalsgaard

Sun Hee Engelstoft følte sig medskyldig i Amy Winehouses død, da hun så dokumentaren om hende

Peter Hove Olesen

Sidste års vindere på CPH:DOX foretrækker dokumentarer, der sætter gang i publikums tanker:   »Da jeg så den første gang, følte jeg, at jeg var ved at blive kvalt bagefter«

Finn Frandsen

Mads Brügger udpeger sine yndlings­dokumentarer:   »Det er en film, der til fulde demonstrerer dokumentarfilmens styrke og betydning som genre«