Den amerikanske rumfartsadministration, Nasa, bekræftede tirsdag, at den samarbejder med Tom Cruise om filmoptagelser på Den Internationale Rumstation, der cirkulerer om Jorden 386 kilometer ude i rummet.
Business Insider skriver, at Nasa’s leder, Jim Bridenstine, på Twitter har bekræftet rygterne om, at den første spillefilm nogensinde med virkelige rumoptagelser er på vej.
»Nasa er begejstret over at arbejde sammen med Tom Cruise om en film, der foregår om bord på rumstationen«, skriver Jim Bridenstine uden at tilføje yderligere detaljer.
Det var det amerikanske medie Deadline, der først skrev, at der gik rygter om en kommende actionfilm med billeder fra det ydre rum. Deadline skrev i mandags, at man dér havde hørt, at Tom Cruise og Elon Musks Space X arbejdede sammen om den første spillefilm, der skulle optages i det ydre rum.
Ifølge Deadline er det ikke en ’Mission: Impossible’-film, og på Deadline vidste man heller ikke, hvilket filmselskab der står bag.
Hvordan Elon Musk er involveret, er også uklart, men han reagerede på Jim Bridenstines tweet og skrev: »Det bliver virkelig sjovt!«.
Nasa lancerede sidste år planer om mod betaling at give private eller uafhængige astronauter adgang til Den Internationale Rumstations faciliteter, skriver Business Insider.
fortsæt med at læse









