»Helvede er de andre«, siges det i eksistentialisten Jean-Paul Sartres berømte drama fra 1940’erne, ’Lukkede døre’.

Med sætningen anslog Sartre et grundtema i efterkrigstidens eksistentialisme: at de andres blikke på mig, deres reaktioner og kommentarer, gør mig til et objekt og dermed begrænser min frihed. De andre ser mig kun ud fra, hvad jeg har gjort, og ikke hvad jeg som frit vælgende væsen kan gøre i fremtiden. De andre ser på mig, som var jeg en sten, og det er nærmest umuligt ikke at overtage deres forstenende blik på en selv. På samme måde er jeg helvede for dem, for jeg ser jo tilsvarende dem som objekter.