Efter længere tids sygdom er Kjeld Wennick sovet stille ind. Han blev 76.

Var manager for Laid Back og Ace of Base: Den tidligere pladeselskabsboss Kjeld Wennick er død

Kjeld Wennick var dommer i TV 3's talentkonkurrence 'Idols'. Foto: Tine Harden/POLFOTO
Kjeld Wennick var dommer i TV 3's talentkonkurrence 'Idols'. Foto: Tine Harden/POLFOTO
Lyt til artiklen

Efter lang tids sygdom er schagermusiker og pladeselskabsboss Kjeld Wennick sovet stille ind i sit hjem, omgivet af familien.

Det bekræfter familien over for Ekstra Bladet og BT.

Ifølge Kjeld Wennicks søn Svend fik den nu afdøde hitmager konstateret nyrekræft for tre år siden. Nyrekræft, som spredte sig til knoglerne.

»Han gik rundt med en brækket ryg i flere måneder, fordi kræften havde spredt sig, men lige meget hvad, så var der ikke et eneste øjeblik i forløbet, hvor han havde ondt af sig selv. Han var et meget givende og elsket menneske. Der var ikke et eneste øjeblik i hans sidste tid, hvor han ikke stadig tænkte på alle os andre«, siger Kjeld Wennicks søn Svend til BT.

Kjeld Wennicke blev som barnestjerne kendt sammen med sin lillebror, Jan, i slutningen af 1950’erne som duoen ’Jan & Kjeld’. Deres første indspilning ’Tiger Rag’ blev et stort hit i Danmark, men det var nummeret ’Banjo Boy’, der blev gennembruddet for brødrene.

I 1960’erne turnerede Kjeld og Jan sammen og toppede hitlisten i Tyskland.

I 1970 skiftede Kjeld Wennick karriere og stod som manager i 1970’erne bag blandt andre synthpopbandet Laid Back.

Han stiftede i 1983 pladeselskabet Mega Records, hvor han udgav D-A-D’s første album og stod bag navne som Ace of Base og Erann DD.

I 2003-2004 var han sammen med Thomas Blachman en af dommerne i talentprogrammet ’Idols’ på TV3, der var en slags forløber for ’X Factor’.

Kjeld Wennick efterlader sig i alt tre børn. Han bliver bisat på Mosaisk Kirkegård onsdag klokken 13.

Jóhann Thór Haahr Hansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her