0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Svend Brinkmann: Jo mere vi tæmmer alting, desto større er risikoen for, at vi tømmer det for mening

Når vi holder af andre mennesker, er det, fordi de ikke er maskiner, men mennesker, der begår fejl, skriver Svend Brinkmann i denne klumme.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Peter Hove Olesen
Foto: Peter Hove Olesen

Mennesket laver fejl i en grad, så man næsten må sige, at vi er en fejl, skriver Svend Brinkmann.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Forleden faldt jeg tilfældigt over en sportsudsendelse i fjernsynet. Det var motorsport, men ikke med rigtige brølende biler, for racerkørerne sad foran hver sin skærm og kørte virtuelt mod hinanden. Alligevel var det overraskende fængende, og grafikken var ekstremt imponerende. Kørerne så ud til at have lige så meget adrenalin i blodet, som racerkørere i rigtige biler må have. De overhalede, strejfede hinanden og skred indimellem ud der på skærmen – præcis ligesom i det virkelige Le Mans.

Jeg sad og tænkte på, om det ikke ville være muligt at lade computeren beregne den optimale vej rundt på den virtuelle bane, så intet menneske ville kunne slå den? Der findes jo allerede programmer, der spiller skak eller go bedre end selv de dygtigste mennesker. Men ville vi gide se en computer køre racerløb eller spille skak mod sig selv? Svaret er nej. Det er let at konkludere, men vanskeligere at begrunde. For hvis computeren kunne køre den perfekte omgang på racerbanen eller foretage det optimale træk på spillepladen, så ville den vel udfolde en sublim ekspertise, som fans ville elske?

Nej. Det er nemlig ikke det optimale i sig selv, vi holder af at se. Det er kun, når muligheden for at begå fejl er til stede, vi interesserer os for det, og derfor er mennesket som fejlbarligt væsen uendelig mange gange mere interessant end en ufejlbarlig maskine. Som den tyske forsker Hartmut Rosa skriver i sin bog ’Det ukontrollerbare’, der netop er udkommet på dansk, så er en verden, der er fuldstændig kendt, planlagt og styret, en død verden. Computerens verden er død, fordi den er kendt og styret, og derfor er den uinteressant. Den er uden fejl og risici og dermed uden sjæl.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce