Det er på mange måder vanvittigt, at kunstværket overhovedet blev stjålet. For lidt over et år siden sneg en gruppe hætteklædte personer sig en fredag aften gennem Paris’ gader med nedstrygere i hænderne. De stoppede op foran nødudgangen til spillestedet Bataclan og skar hele døren af, smed den ind i en lastbil og kørte væk.
Hvorfor stjæle en stor ståldør? Fordi der på døren var malet et billede af grafitti- og streetkunstneren Banksy. Et hvidt relief af en kvinde i sorg. Et værk skabt i respekt og som en hyldest til alle dem, der mistede livet under terrorangrebet i Paris i 2015. Her blev 89 mennesker skudt og dræbt af terrorister. Af samme årsag vakte det stor forargelse, da kunstværket blev stjålet.
Men nu er den tunge metaldør dukket op i en lade i den italienske Abruzzo-region. Det skriver det italienske medie la Repubblica.
Distriktsadvokaten i den italienske by L’Aquila, Michele Renzo, siger, at »Fundet var muligt efter undersøgelser foretaget i samarbejde mellem politiet og det franske retsvæsen«.
Der kommer til at være et mere officielt pressemøde, hvor man vil gennemgå detaljerne omkring fundet, men indtil videre oplyser man, at værket på døren er intakt.
Kunstværket var et af flere Banksy-værker, der dukkede op i Paris’ gader i løbet af 2018. Og selv om det kan virke voldsomt at stjæle en stor dør, skete det, få dage efter at et Banksy-maleri på en tilfældig garagevæg blev solgt privat i Storbritannien for et sekscifret beløb.






