En græsk hesteskulptur fra det 8. århundrede før vor tidsregning skulle have været et af de store slagnumre på den store majauktion hos Sotheby’s i New York. Værker fra Howard og Saretta Barnets store kunstsamling skulle nemlig under hammeren, og blandt emnerne var flere antikviteter – herimellem den græske bronzehest.
Så opdagede den græske stat, at skulpturen var til salg, og forlangte, at den blev trukket tilbage. Det blev den, men Sotheby’s og Howard og Saretta Barnets arvinger var ikke tilfredse og gik rettens vej..
Ægteparret Howard og Saretta Barnet købte statuen i 1973 af den britiske kunsthandler Robin Symes, som senere er blevet afsløret som tilhørende et større netværk, der solgte stjålne kunstskatte. En af dem var altså den 14 centimeter høje hesteskulptur, der er fra Korinth i den såkaldte geometriske periode. Men fordi parret havde købt skulpturen i god tro, ville arvingerne og Sotheby’s via en retssag have Grækenland til at bevise sit ejerskab over den lille hest.
Men det kommer ikke til at ske, afgjorde en dommer i New York i sidste uge. Grækenland er immunt over for den slags søgsmål, fordi landet ikke handler ud fra kommercielle interesser, men udelukkende ud fra historiske og kulturelle hensyn, skriver Artnet.com.
Det vurderedes, at skulpturen ville lande på et hammerslag på mellem 150.000 og 200.000 amerikanske dollars – altså på den pæne side af 1 million kroner, og det vakte opmærksomhed, da den dukkede op i Sotheby’s auktionskatalog.
Men nu kommer den til at vække opmærksomhed af helt andre grunde end den gode pris. Det er nemlig første gang i amerikansk historie, at et auktionshus sagsøger en fremmed stat på grund af en antikvitet.
Og ifølge Artnet.com kan afgørelsen i New York i sidste uge få omfattende konsekvenser for kunstmarkedet. Med afgørelsen i hånden kan det nemlig fremover blive lettere for nationalstater at forhindre, at deres stjålne kulturarv bliver solgt på internationale kunstauktioner.
Rettelse: I en tidligere version af denne artikel stod skulpturen anført som værende fra det 8. århundrede efter vor tidsregning. Skulpturen er imidlertid fra det 8. århundrede før vor tidsregning
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter