Det gik »over al forventning«, da Bruun Rasmussen Kunstauktioner havde 19 værker udformet af prins Henrik til salg.

Efter 'heftig budkrig': Dette værk af Prins Henrik er netop solgt for 350.000 kroner

’Le couple de Monstres’ var vurderet til 300.000-350.000 kroner og levede således op til forventningen.  Foto: Bruun Rasmussen/Presse
’Le couple de Monstres’ var vurderet til 300.000-350.000 kroner og levede således op til forventningen. Foto: Bruun Rasmussen/Presse
Lyt til artiklen

Der har været rift om de 19 skulpturer udformet af prins Henrik, som Bruun Rasmussen Kunstauktioner har haft under hammeren.

Alle 19 skulpturer er blevet solgt, men særligt bronzeværket ’Le couple de Monstres’ var der en ’heftig budkrig’ om.

Det betød, at prisen endte på 350.000 kroner, hvilket var den højeste pris blandt de 19 skulpturer.

Det oplyser Bruun Rasmussen Kunstauktioner i en pressemeddelelse.

»Det var fantastisk at se den store interesse for skulpturerne«, siger Niels Raben, leder af afdelingen for moderne kunst, i meddelelsen.

»Vi havde flere budgivere med i både salen og via live-bid under hele auktionen. Det gik over al forventning«, lyder det.

Publikum svedte og bød om kap: Prins Henriks kunst blev revet væk til meget mere end vurderingsprisen

Den store efterspørgsel betød, at der ifølge auktionshuset kom flere overraskende salg.

Blandt andet gik værket ’Konge og Dronning’ fra 1988 for 80.000 kroner, hvilket var dobbelt så meget, som det var vurderet til.

Skulpturerne stammer fra en privat samling og er på et tidligere tidspunkt blevet erhvervet fra prins Henrik.

Prins Henrik var storforbruger af kultur og gjorde sig både som samler af skulpturer, ligesom han selv udformede dem, frem til sin død i 2018.

Siden er prinsens samling ad flere omgange blevet sat til salg. I august 2019 blev 3000 genstande fra en samling blandt andet solgt.

Flere steder i landet kan der opleves skulpturer af prins Henrik. De er blandt andet opstillet på Aarhus Havn og i Slotsparken ved Marselisborg Slot.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her