Ting skal altid bedømmes på deres egne præmisser. For det er en blodig synd at bebrejde en vellavet frikadelle, at den ikke er en chateaubriand. Derfor skal man ej heller fare i flint over, at sådan noget jazzmusik, som den veloplagte sangerinde Anne Kristine og hendes håndgangne musikanter leverer som akkompagnement til silden og snapsen, fileterne og fadøllet, kaffen og kagen, ikke er den store lytteoplevelse og ikke udfordrer ens musikalske verdensanskuelse.

Når man sidder med kniven og gaflen i hånd og er kommet uden for voldene for at få sig et stykke med steg og lidt godt til øregangen i samme moment, er det ikke modernisme a la John Coltranes ’Ascension’ eller for en sags skyld Billy Cobhams ’Spectrum’, man forventer at blive mødt af. Det ville bare få folk til at spilde remoulade på deres søndagstøj og kløjes i kapersen til Christiansøpigens Sild med fedt og rødløg.