Frederick Douglass hjalp slaver med at flygte inden Borgerkrigen. En statue af ham er blevet vandaliseret.

Statue af sort slavemodstander er væltet omkuld på årsdag

Det er statuen her, der normalt står i Highland Park i Rochester, New York, som nu er blevet væltet og ødelagt.  Foto: Daniel Penfield/Wikimedia Commons
Det er statuen her, der normalt står i Highland Park i Rochester, New York, som nu er blevet væltet og ødelagt. Foto: Daniel Penfield/Wikimedia Commons
Lyt til artiklen

En statue af den sorte slavemodstander Frederick Douglass er blevet væltet og ødelagt i en park i byen Rochester i delstaten New York.

Det melder politiet søndag ifølge nyhedsbureauet AP.

Vandaliseringen er sket på årsdagen for en af hans mest kendte taler, som blev holdt i 1852.

Ifølge politi blev statuen væltet fra sin sokkel i Maplewood Park i Rochester og fundet 15-20 meter væk.

Statuen stod langs den underjordiske jernbane, hvor Douglass og aktivisten Harriet Tubman hjalp slaver med at flygte fra de sydlige stater inden Borgerkrigen.

5. juli 1852 holdt Douglass en berømt tale, hvor han satte spørgsmålstegn ved værdien af at fejre 4. juli, USA’s uafhængighedsdag.

Han kaldte frihedsfejringen for en skamplet for et land, der undertrykte dets sorte borgere og holdt dem som slaver.

Han sagde, at uafhængighedsdagen for sorte var »en dag, der mere end nogen anden dag i løbet af året afslørede den grusomhed og uretfærdighed, som slaver var ofre for«.

Carvin Eison, der er leder af projektet bag opførelsen af statuen i Rochester, siger, at en ny statue vil blive opført, fordi den, der er væltet, er for beskadiget.

»Er dette en form for gengældelse på grund af den nationale feber, der har ramt landet i forhold til monumenter af konføderationen? Det er mere end skuffende, siger han ifølge AP.

Den seneste tid er millioner af amerikanere gået på gaden i protest mod racisme og politivold efter den sorte mand George Floyds død i politiets varetægt.

Det har ført til en ophedet debat om USA’s arv og historie og til nedrivningerne af statuer.

Her har det hovedsagelig været statuer af personer, der blandt andet ejede eller handlede med slaver, som er blevet vandaliseret.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her