Google er den første af de globale techvirksomheder, der udskyder normale arbejdsforhold helt frem til sommeren 2021. Dermed kan op mod 200.000 medarbejdere blive på hjemmekontoret, skulle de ønske det.

Google lader 200.000 ansatte blive hjemme indtil sommeren 2021

Det er blandt andet på grund af forskellig tilgang til genåbning af skoler på tværs af stater, at Googles topchef Sundar Pichai giver ansatte mulighed for at blive hjemme. Foto: Mike Blake/Ritzau Scanpix
Det er blandt andet på grund af forskellig tilgang til genåbning af skoler på tværs af stater, at Googles topchef Sundar Pichai giver ansatte mulighed for at blive hjemme. Foto: Mike Blake/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Du behøver ikke møde på arbejde før juli måned i 2021. I hvert fald ikke fysisk.

Den besked har Google sendt ud i en mail til 200.000 fuldtidsmedarbejdere i USA, Storbritannien og Indien.

Dermed er Google og moderselskabet Alphabet den første af de store, globale techvirksomheder, der formelt skyder de normale arbejdsforhold og lader medarbejderne arbejde hjemmefra indtil andet halvår af 2021. Det skriver blandt andre The Washington Post.

»For at give medarbejdere mulighed for at planlægge ud i fremtiden forlænger vi vores globale frivillige mulighed for at arbejde hjemmefra til og med 30. juni 2021«, skriver øverste chef for Google, Sundar Pichai, i en mail til sine medarbejdere.

Udmeldingen kommer i kølvandet på en udmelding fra Twitter, der – dog mere uformelt – har givet medarbejderne mulighed for at arbejde hjemmefra »for evigt«, skulle de ønske det. Årsagen til Googles beslutning er den fortsatte covid-19-pandemi, der stadig forværres, særligt i USA.

Må selv lave regler

Ifølge The Washington Post viser Googles beslutning, hvordan store virksomheder i USA selv er nødt til at fastsætte regler og retningslinjer, der kan nedbringe smittespredning og skabe øget sikkerhed for de ansatte.

Spørger man The Wall Street Journal, er Pichais beslutning også påvirket af den manglende ensartethed i måden at tackle pandemien på, bl.a. i forbindelse med genåbningen af skoler i landet.

Hos Facebook og Amazon forventer man stadig, at de ansatte kan møde på arbejde igen i januar 2021. Facebooks grundlægger, Mark Zuckerberg, har dog tidligere fremlagt en generel plan for hjemmearbejde. Han forventer, at halvdelen af hans flere end 50.000 ansatte overvejende kommer til arbejde hjemmefra inden for de næste ti år.

Simon Løber Roliggaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her