I min sommerferie fik jeg endelig læst den danske oversættelse af filosoffen Hannah Arendts sidste – og ufuldendte – storværk, ’Åndens liv’. Arendt døde i 1975, mens hun var i gang med skrivearbejdet, og bogen udkom et par år senere og foreligger altså nu på dansk. I den ville hun analysere åndslivets tre grundlæggende funktioner: at tænke, at ville og at dømme. Hun nåede dog kun gennem de to første, men det er også rigeligt til en rig forståelse af især tænkningens liv.
Arendt henviser til store dele af den vestlige idéhistorie, herunder til Sokrates, der i antikkens Grækenland var berygtet for pludselig at falde i staver og tænke. Sådan kunne Sokrates angiveligt stå i timevis og føre indre dialoger med sig selv. Mange af os har lignende erfaringer som børn og kan fortsat som voksne have lykkelige øjeblikke, hvor man taler ordløst med sig selv, mens tiden nærmest ophæves.
For Arendt er dette en realisering af åndens liv, der hænger sammen med samvittigheden. Det er udtryk for en tænkning, der er et mål i sig selv, fordi man ikke tænker for at løse et specifikt og veldefineret problem. Hun skriver, at denne form for tænkning ikke har erkendelse som mål (som når man for eksempel laver hovedregning), men derimod mening.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
