I min sommerferie fik jeg endelig læst den danske oversættelse af filosoffen Hannah Arendts sidste – og ufuldendte – storværk, ’Åndens liv’. Arendt døde i 1975, mens hun var i gang med skrivearbejdet, og bogen udkom et par år senere og foreligger altså nu på dansk. I den ville hun analysere åndslivets tre grundlæggende funktioner: at tænke, at ville og at dømme. Hun nåede dog kun gennem de to første, men det er også rigeligt til en rig forståelse af især tænkningens liv.

Arendt henviser til store dele af den vestlige idéhistorie, herunder til Sokrates, der i antikkens Grækenland var berygtet for pludselig at falde i staver og tænke. Sådan kunne Sokrates angiveligt stå i timevis og føre indre dialoger med sig selv. Mange af os har lignende erfaringer som børn og kan fortsat som voksne have lykkelige øjeblikke, hvor man taler ordløst med sig selv, mens tiden nærmest ophæves.