Regeringens støtteparti Enhedslisten har forladt de nuværende forhandlinger i Erhvervsministeriet.
Regeringen og Folketingets politikere forhandler lige nu om en forlængelse af de ordninger og hjælpepakker, der skal holde hånden under det danske kulturliv og virksomheder, der er ramt af coronakrisen.
Årsagen til Enhedslistens exit er uenighed om, hvilke firmaer, der skal opfattes som værende i skattely, når det kommer til adgang til hjælpepakker.
»Regeringen vil fortsætte med at give penge til firmaer i skattely med den nye aftale, og det kan vi ikke være med til«, siger Søren Søndergaard, der er EU- og kulturordfører for Enhedslisten.
Han mener, at de penge, der går til firmaer i skattely i stedet burde gå til at gøre hjælpepakkerne endnu bedre.
»Vi vil hellere være med til at lave ordninger, der hjælper virksomheder og kulturinstitutioner, der rent faktisk bidrager til samfundet hver dag. Mange er virkelig hårdt ramt«, siger han.
Ifølge Enhedslisten ville det være muligt at skrue pakkerne sammen på en måde, hvor man kan undgå at udbetale penge til virksomheder i skattely.
»Vi har endda fået en henvendelse fra EU, der netop giver os mulighed for, at vi kunne gå længere i forhold til, hvem der skal udelukkes fra pakkerne«.
Partiets erhvervsordfører, Victoria Velasquez, mener, at det er »dybt pinligt, at regeringen ikke vil gøre mere for at forhindre, at hjælpepakkerne ender i skattely«.
»I månedsvis har skatteyderne bare kunnet se til, mens millioner af kroner havner i lommerne på skattelyselskaber. Det kunne vi have sikret os meget bedre mod i denne aftale, men det ville regeringen ikke«, skriver hun i en kommentar til Rizau.
Den nuværende hjælpeordning for kulturlivet udløber lørdag 28. august.
fortsæt med at læse









