Lyt til artiklen
Det er tid til at gå til bekendelse: I min familie synger vi ’Eskimo-visen’ som godnatsang, det går flere generationer tilbage, og især gik det dramatisk for sig i min barndom: Min farfar trådte ind i det mørklagte værelse, hvor vi børn sov, han lignede allerede en mand ramt af tragedien, knuget og forpint, og så begyndte han at synge balladen om den grønlandske fanger Eskild Eskimortensen og hans elskede, Eskimonika.
Så lykkelige de var! Så forelskede! Men ak. Hun stod på bredden, da hans båd sank, og han druknede. Hun så det ske og greb i fortvivlelse en kniv og stak den i hjertet og »segnede i sit blod«. På det tidspunkt i sangen stod min farfar med armene mod himlen og hylende som en slædehund:
