0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bettina Heltberg: Jeg er også krænket. Over medierne

Om sexisme, omskæring og alt det andet ulæselige nonsens, der dagligt flyder ud over medierne.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Mogens Flindt
Foto: Mogens Flindt

Sofie Linde satte gang i debatten om krænkelser og sexisme - nu har Bettina Heltberg fået nok.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER



Og hvad er jeg så krænket over?

Jeg er krænket over medierne, jeg er krænket over aviserne, TV 2, DR og de mange blogs, der flyder over. Lad mig lige komme i avisen med det.

Jeg gider ikke se alle de kvinder, som fortæller om overgreb og fornærmelser af seksuel karakter.

Jeg er ganske vist helt overbevist om, at de overfladisk set har ret. Aldrig før har vi haft en så kæmpemæssig debat. Sat i værk af Sofie Linde. På Zulu. Nu skal I bare høre, hvad den og den tv- kanon engang sagde til mig om blowjob og min karriere. Men I skal bare (som jeg) sige nej. Så er den ged barberet. Mændene kan blive ved med deres krænkelser, det er jo deres natur, men et nej kan altid bruges.

Vel kan det ej. De alvorligste tilfælde af seksuelle krænkelser ligger hinsides den latterligt ligegyldige situation, hvor en stærk ung pige fik sagt sit rungende, festlige nej. Der sidder års forgræmmelser, psykiske sammenbrud, behandlinger, fortvivlelse, mistet livslykke, angst og depression bag de ældede ansigter – jo, det er nok ret gamle ansigter – som kigger vemodigt på verden og forsigtigt glæder sig over, at de dengang kom over det værste.

Der sidder års forgræmmelser, psykiske sammenbrud, behandlinger, fortvivlelse, mistet livslykke, angst og depression bag de ældede ansigter

Der er ingen over tres, som aviserne gider høre på. Og vi skal bare højst 10-15 år tilbage. Nå, lad mig slå op i avisen i dag og finde de fire effektive, udadvendte, aktive damer, som her fortæller om sexisme i … nå, i dag i politik.

(Her er en god fortsætter: sexisme i hjemmet, på arbejdspladsen, i skolen, i uddannelserne, på universitetet, i metroen, på Christiansborg, i stormagasinet, på gadeplan, i parken, i skoven, i soveværelset, på restauranter og barer – det er ligesom med mundbind.)

Hvem tager vi?

Sofie Carsten Nielsen, som har æren hos de radikale, hun har også en saftig oplevelse. Hun fortæller:

»Det var i den virkelig milde ende, hvor en anden af mine politiske kolleger – altså en mf - siger at ’du er jo over 40, så skal du tage sådan noget med #MeToo som en kompliment. Det ved du godt, ikke?«.

Ha, det var da godt sagt. Men intet er mere nogensinde godt sagt. Hold da op, hvor er vores tid dog blevet møghamrende kedelig og lovlydig. Kan Pia Kjærsgaard virkelig have ret i noget som helst? Uden Filter: Ja, her.

Men hvorfor er der ikke en eneste med et nogenlunde normalt politisk temperament, som siger fra? Mændene? Er I sindssyge!

Skulle jeg tage fejl? Har kejseren ikke noget på? Jo jo, det siger alle, at han har. Og de tænker i deres stille sind ’hum’! Og på alt det, som de aldrig kan offentliggøre. Ikke på det ulæselige nonsens, der dagligt flyder ud over medierne.

En afsindig forklaring

Det var det vigtigste emne i dagspressen. Men der er også et andet godt emne – omskæring af små spæde drengebørn.

Statsministeren kom med en afsindig forklaring på, at hun nu har skiftet mening og ikke vil forbyde omskæring. Det hænger sammen med vores ansvar for jøderne, vores erindring om holocaust (og vores internationale forpligtelser til at holde Danmark konservativt). Ingen forestillede sig, hvor konservativ en regering vi fik, da vi fik en ren socialdemokratisk regering. Inde i Mette Frederiksen voksede en magthaver frem, og magthaveren skulle ikke forhandle internt med andre partier. Hun kunne lægge modet fra sig.

Inde i Mette Frederiksen voksede en magthaver frem, og magthaveren skulle ikke forhandle internt med andre partier

Modig regering? Det er den mest lodret forkerte karakteristik, jeg har hørt om vores regering. Flygtningekatastrofer betales billigt, aldrig med hjertelig hjælp. Den nedbrændte Moria-lejr på Lesbos kan have det så godt. Mette Frederiksen lukkede landet ned i marts, bravo for det, og siden har hun og sundhedsmyndighederne lukket op og lukket i med en næsten daglig forvirring og frustration til følge. Personligt gider jeg hverken mundbind eller kvinder. Jeg er ikke som de feminine ænder, Anders And går på jagt efter, når han har besøgt Andersine.

Men omskæring. Der er ikke skyggen af antisemitisme i den danske modvilje mod omskæring. Man er blot imod at klippe og skære i et rask spædbarns tissemand. Religion og kultur spiller en stor rolle, men ikke efter kl. 23, når folk går i seng. Så enkelt er det, og det gælder både muslimer og jøder.

Jøderne vil forlade os, de vil søge udenlands, hvis der indføres et forbud mod omskæring, lyder det igen og igen. Men der er ingen journalister, som ligefrem har spurgt jøderne. De ville da nok – de fleste – svare: Absolut, vi forlader landet. Det ville være et stort problem, en ulykke. Men jeg antager, at den er overdrevet.

Der var også progromer i Danmark

Også jeg var mere interesseret i jødernes historie end i muslimernes. Fra bogreolen tog jeg Goldschmidts fortælling fra 1843 til 1845, ’En jøde’.

Der er ikke skyggen af antisemitisme i den danske modvilje mod omskæring. Man er blot imod at klippe og skære i et rask spædbarns tissemand

Georg Brandes mente om den (ved en senere udgivelse), at den »idelig serverede sin bedstemor i skarp sauce«.

Det er en fortælling om jødisk kultur og jødisk længsel efter kristendommen, og om jødedommen som en udskældt og nedvurderet kultur. Kort før den udkom, havde der været pogromer i Danmark. Jeg slog efter for at se, hvordan Goldschmidt beskriver en omskæring.

Det gør han slet ikke.

Jødisk omskæring må have været så eksistentielt naturlig, at det ingen ord krævede.

Philip Bendixen har fået en søn, som får navnet Jacob. Jacob vokser til og forelsker sig i den kristne Thora, men et ægteskab synes umuligt, og Jacob drager i krig i Algier for at blive værdig til ægteskab med Thora. Men da han kommer hjem, har hun giftet sig med den kristne løjtnant Engberg. Jacob fortvivler og ender desillusioneret sit liv som pantelåner.

Jøder kan ikke og skal ikke være kristne. Hvem er de så? Kan de i trods skære et rituelt snit i slægten og for evigt forblive, hvad de måske i dag ikke ønsker?

Som sagt er der ingen omskæring i bogen, men den 8. dag er der en velsignelse. Philip Bendixen går ind i sovekammeret til den slumrende moder og det nyfødte drengebarn og beder:

»Almægtige Fader! Hersker over Verden! Jeg takker dig for, at du gav mig en Søn til at læse Kadisch over min Grav (….) Jeg vil bøje mig i Støvet og velsigne dit Navn, når blot han er lykkelig!«.

Denne velsignelse er åbenbart meget væsentlig. Vi behøver den alle. Måske behøver jøderne den allermest efter århundreders lidelser. Kunne den være ikke bare nok – men det vigtigste?

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts