Det begynder med hende selv. Og slutter samme sted. Med et ungdomsselvportræt, forfinet og detaljeret i stilen, og hvor kunstneren ser ud på beskueren, som var vi det lærred, hun er ved at bemale. Som i Parmigianinos selvportræt fra 1524 og med den malende hånd i fokus som i Artemisia Gentileschis selvportræt fra 1639.
Miriam Cahns lille værk er fra 1974, måler 26 centimeter i højden og befinder sig stilmæssigt langt fra udstillingens øvrige og nyere værker. Den forsigtigt malende hånd i det lille billede er blevet grovere med alderen. Som en knyttet næve. Og værkerne tusindfold voldsommere, som maler kunstneren i dag iført boksehandsker.
’Me as happening’ hedder udstillingen med schweiziske Miram Cahn, en titel, som jeg burde skrive sådan: ME AS HAPPENING – med råbende versaler. Cahn bruger enten kun versaler eller overhovedet ikke, når hun skriver. Det kan man se i værkernes titler. I udstillingens første rum (ud af i alt seks) hænger en pastel, ’schreck’, umiddelbart ved siden af et stort maleri, ’WAS MICH ANSCHAUT’, som forestiller en liggende hund med spidse ører, hvis ene pote er amputeret, så den røde stump lyser op i kontrast til det subtile petroleumsfarvede felt om dyrets mørke øje. Hvad laver det værk i et rum – udstillingens største – hvis samling af værker tematiserer flugt?
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
