Jeg bliver gennemskyllet af en varm bølge, men jeg er allerede varm«, hører man Ellen Hillingsøs stemme sige – nogle gange er stemmen løsrevet fra kroppen, hele tiden spiller hun, som om hun er godt hjemme i en tekst, der ellers styrer mod afgrunden.
Hun står alene omringet af vand som på amazonernes hemmelige ø, hvor gudinden og superhelten Wonder Woman bor. I den ellers gennemdesignede, lyserøde scenografi fremstår vandet næsten som et mirakel, når hun bare pjasker med det, eller det til sidst falder fra loftet som noget, der minder om naturen.
Hun fortæller et sted fra, hvor hun både er isoleret og alene og forbundet.
»Det er en gennemskylning af et system, der er helt stoppet til«, lyder det så. Og så er der lige det, at vores hovedperson, selv om hun ville ønske det, ikke er en superhelt som Wonder Woman, men en kvinde i overgangsalderen. Noget i kroppen er i forandring, der skal gøres plads til noget andet. Systemet, der trænger til en gennemskylning, er udenfor og indenfor, og hvad der er hvad, er ikke til at sige. Men systemerne, som vi kender dem, er under afvikling.
’Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman’ er et lidt teksttungt stykke, sådan som man efterhånden forventer det, når Niels Erling instruerer – så skal der oceaner af sprog til, også fordi Erling har det med at alliere sig med stærke skønlitterære forfattere, der på godt og ondt skriver uden frygt for scenen.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
