0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nytårstilbud: Følg med i Politiken hele året for kun 2021,- Køb nu

Anmelder: Det kræver superheltekræfter at navigere i Ellen Hillingsøs oceaner af ord

Det klæder Teater Grob med en lidt rådvild og eksperimenterende energi. Det er der masser af i Niels Erlings ’Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman’, hvor han igen kigger på en verden i opløsning, og Ursula Andkjær Olsens lyriske tekst opfører sig som en flodbølge.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Catrine Zorn
Foto: Catrine Zorn

Ellen Hillingsø er iført ekstravagante dragter, snart som en croissant, snart som noget overdimensioneret oppusteligt, der både hæmmer og beskytter.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeg bliver gennemskyllet af en varm bølge, men jeg er allerede varm«, hører man Ellen Hillingsøs stemme sige – nogle gange er stemmen løsrevet fra kroppen, hele tiden spiller hun, som om hun er godt hjemme i en tekst, der ellers styrer mod afgrunden.

Hun står alene omringet af vand som på amazonernes hemmelige ø, hvor gudinden og superhelten Wonder Woman bor. I den ellers gennemdesignede, lyserøde scenografi fremstår vandet næsten som et mirakel, når hun bare pjasker med det, eller det til sidst falder fra loftet som noget, der minder om naturen.

Hun fortæller et sted fra, hvor hun både er isoleret og alene og forbundet.

»Det er en gennemskylning af et system, der er helt stoppet til«, lyder det så. Og så er der lige det, at vores hovedperson, selv om hun ville ønske det, ikke er en superhelt som Wonder Woman, men en kvinde i overgangsalderen. Noget i kroppen er i forandring, der skal gøres plads til noget andet. Systemet, der trænger til en gennemskylning, er udenfor og indenfor, og hvad der er hvad, er ikke til at sige. Men systemerne, som vi kender dem, er under afvikling.

’Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman’ er et lidt teksttungt stykke, sådan som man efterhånden forventer det, når Niels Erling instruerer – så skal der oceaner af sprog til, også fordi Erling har det med at alliere sig med stærke skønlitterære forfattere, der på godt og ondt skriver uden frygt for scenen.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce

Forsiden