Et 100 år gammelt brev, formentlig fra en brevdue, er dukket op i Alsace. Fundet er »meget usædvanligt«, lyder det fra museum.

Meget usædvanligt fund: Nu forstår man bedre, hvorfor der intet nyt var fra Vestfronten

Brevet fra Vestfronten blev for nylig fundet af et fransk par. Det befandt sig i en lille kapsel af aluminium, som lå i græsset. Foto: Sebastien Bozon/Ritzau Scanpix
Brevet fra Vestfronten blev for nylig fundet af et fransk par. Det befandt sig i en lille kapsel af aluminium, som lå i græsset. Foto: Sebastien Bozon/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det er en sætning, der har fundet sin egen plads i verdenshistorien.

»Intet nyt fra vestfronten«, lyder den i al sin enkelhed. Titlen på en roman fra 1929 af den tyske forfatter Erich Maria Remarques og allerede året efter filmatiseret. I begge tilfælde med henvisning til nyt fra den tyske vestfront under Første Verdenskrig.

Men nu – mere end et århundrede efter afslutningen på den blodige skyttegravskrig midt i Europa – ved vi pludselig, hvorfor det i hvert fald i ét tilfælde trak ud med at få nyt fra bemeldte vestfront.

På en spadseretur i den nordøstlige franske Alsace-region i september fik et fransk par øje på en sær tingest i græsset. En lille kapsel i aluminium. Indeni befandt sig et stykke papir med en håndskrevet besked.

Beskeden i kapslen kan være forsøgt sendt med brevdue og er skrevet af en tysk soldat udstationeret på basen Ingersheim, som lå på et sted, der dengang var tysk område, men som i dag er fransk. En kurator, Dominique Jardi, på Musee Memorial Le Linge i Orbey nær findestedet bad en tysk ven oversætte teksten, som er skrevet på tysk med gotiske bogstaver og viser sig i detaljer at beskrive tyske militærmanøvrer.

Museet er åbnet til minde om en af Første Verdenskrigs blodigste slag – nemlig det om bakketoppen Le Linge i 1915. Dominique Jardi betegner over for avisen Le Parisien fundet som »meget usædvanligt« og gætter på, at kapslen gradvist i årenes løb har arbejdet sig op gennem jorden, som det er sket med andre efterladenskaber fra krigen.

Brevet er dateret enten 1910 eller 1916. Det er altså uvist, om det er skrevet før krigen, som varede fra 1914 til 1918, eller om det virkelig rummer nyt fra vestfronten. Om end meget gammelt nyt.

Nils Thorsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her