Tiden for et dedikeret og fastlagt børnetilbud er forbi. Så bombastisk lød det fra kanalchef Lotte Lindgaard i december 2015, da TV 2 nedrustede sit tilbud til de danske børn, da man valgte at trække stikket på den sidste tilbageværende børneflade lørdag morgen på hovedkanalen. I stedet valgte man at smide lidt ekstra udenlandske tegnefilm på streamingtjenesten TV 2 Play og i stedet lægge vægt på udvikling af tv og film til hele børnefamilien. Blandt andet med weekendunderholdning som ’Danmark har talent’, ’Klipfiskerne’, ’Rundt på gulvet’ og ’Voice – junior’.
Nu er TV 2 så vendt på en tallerken og vælger at træde ind i børnenes verden for alvor, når stationen fra 1. december udvider sit tilbud til de yngste med mere end 350 timers film, tv-serier og ikke mindst nye eksklusive danskproducerede børneprogrammer.








