TV-dokumentarist og journalist Poul Martinsen, Kongens Lyngby, er død.
Han blev 86 år.
Poul Martinsen lancerede begrebet reality-tv, længe inden genren fik et navn, og endnu længere inden genren i andres hænder degenererede til det bavl, det nu som oftest er.
Det program, der fik mest effekt i offentligheden, var ’Dagbog fra en fristad’ (1976), som viste en på forhånd negativt indstillet dansk arbejderfamilies oplevelser under en uges ophold i et af Fristadens kollektiver.
Familien ændrede radikalt holdning i løbet af ugen. Og da udsendelsen blev vist, ændrede den danske befolkning og folketingsflertallet også holdning, så en planlagt lukning af Fristaden blev opgivet.
Man kan med en vis ret sige, at Martinsen blev Christianias redningsmand!
Det meste af Poul Martinsens produktion er blevet vist på DR. Dog gjorde han også en lang og frugtbar afstikker til TV 2, hvor han på den dengang nye tv-kanal satte nye normer for dokumentarkvalitet.
Og så har han da også som skrivende journalist forgyldt denne avis med søndagsartikler i 1960’erne.
Poul Martinsen og hans programmer er blevet behængt med priser og udmærkelser, nationalt bl.a. PH-Prisen, TV-Oscar og internationalt Prix Italia. Men mærkeligt nok aldrig journalisternes fineste pris, Cavlingprisen. Der må være sket en fejl.
Til gengæld er der overgået ham den ære, at Peter Harms Larsen, professor i journalistik, har skrevet et digert og grundigt værk på to tykke bind om ham, ’Besat af virkelighed’.
Og det kan man da vist roligt sige, at Poul Martinsen var.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter